Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen holder stædigt fast i, at det udelukkende er ham og Kim Christiansen som har lagt planerne for deres Sommertogt ’På Sporet af Danmark’ fra 3. til 9. juli 2012.

- Vi sad ude på Kims terrasse med vores koner og lavede planen med en tusch på et kort. Siden lagde vi programmet op på vores hjemmeside, og så var både firmaer og almindelige mennesker jo velkommen til at sidde med os på togrejsen. Men det er vores program, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Efter at BT har fortalt, at vi har talt med to af de firmaer fra programmet, som begge siger, at Waterfront stod for kontakten, må Venstre-ordføreren trække i land.

- O.k., men det er stadig os, der har lagt tidsplanen og bestemt ruten. Det er rigtigt, de var med i nogle dage. Vores koner var dog ikke med – dem måtte vi være ekstra gode ved, da vi kom hjem.

Det hele skal ende i en bog om de danske jernbaner, som jeg udgiver til oktober – og den har Waterfront ikke finansieret, siger den erklærede tognørd.

Så en vindmøllepark

Dansk Folkepartis Kim Christiansen erkender ærligt, at Waterfront har stået for dele af turen.

- Waterfront har sat nogle møder op for os med nogle af sine kunder, da de hørte om vores tur. Og kunderne har jo selvfølgelig forsøgt at påvirke os med de problemstillinger, de nu havde. Vi fik også lov til at se Grenaa og en vindmøllepark fra oven – det var en stor oplevelse.

Hvordan harmonerer det med, at du har været kritisk overfor, at DSB har brugt skattekroner på at påvirke jer?


- Det er da ikke denne her tur, som jeg har være kritisk overfor. Kristian og jeg har stadig brugt en uges sommerferie på projektet, siger han.