En debat på TV 2 News fredag aften har skabt stor debat på sociale medier. Her kom Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth med en udtalelse om, at han ikke kan vide, om journalisten Abdel Aziz Mahmoud en del af terroroganisationen Al-Qaeda. »Terror er ikke sjovt,« siger Abdel Aziz Mahmoud. Reaktionen er for »nærtagende«, lyder det fra folketingspolitikeren.

'Sagde Kenneth Kristen Berth SERIØST lige, at han jo "ikke kan vide om, Abdel er en del af al-Qaeda" på TV 2 News?'.

Sådan skriver Abdel Aziz Mahmoud på sin Facebook-profil fredag aften. Han har delt samme opdatering på Twitter, og det har skabt stor debat på begge sociale medier.

Årsagen til opdateringen skyldes, at Kenneth Kristensen Berth (DF) har deltaget i en debat om dansk statsborgerskab på TV 2 News.

Han mener, at for mange har fået dansk statsborgerskab, og det fik værten til at spørge, om han ville tage passet fra Abdel Aziz Mahmoud, der var med på linjen fra Aalborg.

Til det svarede politikeren, at han ikke vidste, om Abdel Aziz Mahmoud i sin fritid var medlem af Al-Qaeda eller IS - det kunne han dog ikke forestille sig.

Og det har startet en debat på flere sociale medier, for Abdel Aziz Mahmoud er lang fra tilfreds med udtalelsen, som han kalder for injurier.

Kenneth Kristensen Berth skriver selv på Twitter, at det var en joke. Den finder Abdel Aziz Mahmoud dog ikke morsom. Han mener ikke, at man skal lave sjov med terror på den måde:

»Terror er ikke sjovt. Vi taler om folk, der kaster homoer ud fra højhuse på grund af deres seksualitet, og som sælger kvinder som sexslaver. Tænk hvad der var sket, hvis jeg havde beskyldt Kenneth Kristensen Berth for at være involveret i noget dybt kriminelt« siger Abdel Aziz Mahmoud til BT.

Han får også stor opbakning på både Twitter og Facebook fra brugere, der mener, at udtalelsen er langt over stregen.



Kenneth Kristensen Berth (DF) kan dog på ingen måde forstå, at Abdel Aziz Mahmoud er stødt over udtalelsen, som politikeren mener skal tages med et glimt i øjet:

»Jeg synes, han er for nærtagende. Det er unødvendigt, der kommer den debat ud af det. Jeg vil give ham så meget, at han ikke er med i studiet, og forbindelsen kunne have været dårlig, så han kunne ikke se, hvordan humøret var. Hvis han kunne det, havde han ikke været i tvivl om, det var et forsøg på at være sjov,« siger han til BT.

Han tilføjer, at der for ham bare var tale om dansk humor, der består af ironi og satire. Noget, som Kenneth Kristensen Berth mener, der er nogen, der ikke altid fanger.

Abdel Aziz Mahmoud er dog ikke enig i, at udtalelsen kan klassificeres som 'dansk humor'. Han mener ellers, at man kan joke med alt, så længe man bare griner med hinanden. Sagen får dog ikke noget efterspil, da Abdel Aziz Mahmoud ikke vil køre en injuriesag:

»Jeg gider ikke spilde min dyrebare tid på politikere, der har travlt med at skabe flere problemer end dem, vi allerede har i forvejen.«