Regeringen vil at flytte arbejdspladser for én mia. kr. Det på trods af, at det ifølge eksperter og erfaringer ikke har nogen effekt på væksten i udkantsdanmark.

Hvad vil du helst have? Knap 3.000 nye pædagoger i et år, så vi kan få gjort noget ved den elendige normering i daginstitutionerne? Eller vil du flytte 4.000 statslige arbejdspladser væk fra København, selvom det ifølge eksperter og ifølge erfaringer fra Norge ikke vil have nogen nævneværdig effekt på væksten i udkantsdanmark? Ja, begge dele koster i hvert fald en milliard kroner.

Oprindeligt sagde regeringen godt nok, at den planlagte udflytning ville koste 400 millioner, men nu har man måttet indrømme, at tallet nok nærmere er en milliard. Det er nemlig ikke kun flyttebiler og spartling af vægge, der koster penge. Det er også alle de uoverskuelige omkostninger, der følger med, når flertallet af medarbejdere på en udflyttet arbejdsplads siger deres job op, fordi de ikke vil flytte. Så skal der ansættes nye folk, som skal læres op, og erfaringer, rutiner og viden går tabt.

I Norge har man været igennem øvelsen, og her var resultatet – ud over de massive udgifter – at vigtige samfundsopgaver blev svækket, og at gevinsten for de byer, der fik de statslige arbejdspladser, var forsvindende lille. Det samme vil ske i Danmark, vurderer danske eksperter.

Derfor kan det synes underligt, at regeringen alligevel insisterer på at flytte en lang række styrelser, råd og andre offentlige arbejdspladser ud af København. Men det er politik, og politik er jo underligt. Alt for ofte handler det mere om at sende de rigtige signaler til vælgerne end om at gøre det rigtige til gavn for vælgerne.

Den manglende vækst i udkantssdanmark er noget, der bekymrer mange mennesker, og derfor vil regeringen gerne virke handlekraftig. Den slags giver jo stemmer. Så betyder det åbenbart knap så meget, om handlingerne virker. Og det betyder heller ikke noget, om den helt konkrete udpegning af byer, der skal flyttes til og fra, på nogen måde giver mening.

For eksempel vil Skat flytte en masse medarbejdere fra København til Horsens, mens de medarbejdere, der allerede bor og arbejder i Horsens, skal flytte til Ringkøbing. Hvorfor man ikke bare kunne lade medarbejderne i Horsens blive, og så flytte københavnerne til Ringkøbing, står hen i det uvisse.

På samme måde er det uklart, hvad regeringen grundlæggende mener om bevægelsen fra land til by. ’Urbaniseringen står ikke til at ændre’, skrev Miljøministeriet og Kommunernes Landsforening i en fælles rapport, der udkom i juli sidste år. Danskerne vil bo i de store byer. Sådan er det, og det kan nok så mange pæne ord og initiativer ikke ændre på. Kun tre måneder efter denne markante melding kom regeringen så med de nye planer om at flytte 4.000 statslige arbejdspladser ud af København.

Demokrati indebærer, at man må acceptere et vist mål af idioti. Og selvfølgelig er der ikke nogen statsansatte akademikere, der dør af at forlade Østerbros mange kaffebarer til fordel for noget solidt muld under fødderne.

Men idioti for en milliard kroner er alligevel at trække den for langt – selv for de virkelighedsfornægtende politikere.