Tusindvis af nye trafikanter kører ud i trafikken i næste uge, når de danske folkeskoleelever tager hul på et nyt skoleår. Læs her, hvordan du som forælder kan ruste dine børn til deres nye liv som fodgængere og cyklister.

Når Emma og Valdemar i næste uge triller i skole for første gang, sidder de - højst sandsynligt - på bagsædet af en bil.

Alt for mange forældre vælger nemlig - ifølge politiet - at følge deres poder til skole i den benzindrevne frem for at lære ungerne at bruge rugbrødsmotoren.

Det skaber trængsel på skolevejen, som bliver endnu mere farlig og usikker for de mange nye små trafikanter.

Både Politiet og Rådet for Sikker Trafik benytter derfor lejligheden til at understrege, at det er forældrenes ansvar, at deres børn kan færdes sikkert i trafikken.

Deres råd danner baggrund for denne lille lyn-guide til, hvordan du som forældre hjælper de små med at blive sikre i trafikken.

Hvis dit barn cykler eller går i skole:

1. Hvis dit barn skal klare skolevejen på cykel, skal du være helt sikker på, at det har styr på sin cykel. Barnet skal kunne styre, bremse og svinge uden at miste balancen eller blive forskrækket

2. Husk hjelmen. Både til dig og dit barn. Børn lærer mere af det vi gør, end af det, vi siger

3. Vis dit barn, hvordan man giver tegn i trafikken, og lær det de basale regler i trafikken: Stop for rødt, se dig for til begge sider osv.

4. Sørg for, at dine børn kører den sikreste rute til skolen – også selv om det ikke nødvendigvis er den korteste

5.Træn dit barn ved at gå eller cykle skolevejen med det. Børn har brug for gentagelser for at lære – så en gang eller to er ikke nok. Jo mere tid du bruger på at cykle med dit barn i trafikken, jo før bliver det klar til at cykle alene

6. Ifølge loven skal børn være seks år, før de må cykle alene i trafikken. En god tommelfingerregle er, at børn først er i stand til at oveskue trafikken og dermed færdes alene i trafikken, når det er omkring ti år

6. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne

Hvis du kører dit barn i skole i bil:

1. Hvis du er afhængig af at aflevere i bil, så prøv om du mindst én gang om ugen kan gå eller cykle med barnet

2. Brug sele, og sørg for, at dit barn altid er korrekt spændt fast

3. Vær ikke kun fokuseret på dit eget barns sikkerhed. Pas også på de andre børn på vejen

4. Vær et godt eksempel i trafikken og overhold færdselsreglerne. Husk, at børnene kopierer dine vaner i trafikken

5. Overhold skolens regler, respekter skolepatruljen, og parker kun på anviste pladser

6. Prøv en gang imellem at parkere lidt væk og gå det sidste skykke vej sammen med dit barn


Sidste år viste en undersøgelse fra bilsynsvirksomheden Applus Bilsyn, at hver sjette bilist har overskredet hastighedsgrænsen i skoleområder, og at hver 20. gør det enten dagligt eller et par gange om måneden.

Derfor bruger politiet naturligvis også anledningen til at foretage ekstra mange trafikkontroller omkring skolerne.

Som eksempel har betjentene i Syd- og Sønderjylland foretaget et stigende anal kontroller i forbindelse med skolestart de seneste år.

Heldigvis har det vist sig, at antallet af rapporter ved kontrollerne har haft en faldende tendens.

I 2010 blev der i det Syd- og Sønderjyske i gennemsnit skrevet 8,5 rapporter pr. skolestarts-kontrol, mens tallet i 2014 var 3,3 rapporter i gennemsnit pr. kontrol. Rapporterne gælder alle overtrædelser – fra hastighed over manglende brug af sele, snak i mobiltelefon og så videre.

»Det er en utrolig glædelig udvikling. Den må vi holde fast i. Også fordi hver eneste af overtrædelserne kunne have været den, der endte ulykkeligt for et barn og dets forældre. Det er også værd at huske, at det tit er forældrene selv, som begår overtrædelser af færdselsloven på vej til skolen. Et råd til forældre, som nødvendigvis skal transportere deres barn, er, at de forældre skaber sig selv den fornødne tid og ro til aflevering af barnet i hele skolens afleveringstidsrum og ikke venter til sidste øjeblik inden ringetiden, siger politikommissær Søren Knudsen fra færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Kilder: Politiet, Rådet for Sikker Trafik