62-årige Lissie og hendes mand overvejede i går at gå under jorden. At forsvinde til et sted, hvor deres psykisk syge søn på 35 år ikke kunne finde dem. Timer forinden havde han raseret sine forældres kolonihavehus, de havde frygtet for deres liv, men det var ikke nok til at få ham tvangsindlagt. 

Det var et chokerende syn, der mødte den 62-årige Lissie og hendes mand, da de trådte ud af deres kolonihavehus i Valby fredag morgen. Deres 35-årige søn havde raseret stedet, tømt redskabsskuret, smidt omkring sig med alt. Hos sin 96-årige farfar, der bor i kolonihavehus samme sted, havde sønnen rykket planter op, tømt kummefryseren ud over stedet og forsøgt at fælde træer.

Da politiet kort efter ankom til stedet, tog de sønnen med, men beskeden var, at de kunne forvente, at han blev sluppet ud, når dampen var gået af ham. Derfor overvejede parret, om de for deres sikkerheds skyld skulle gå under jorden, når han igen kom på fri fod.

Fort Knox

- Vi sidder her, hans forældre, og ryster og bæver, fordi vi ikke aner, hvad han kan finde på. Vi har alarm på døren og bor nærmest i et Ford Knox efterhånden. Det er vores egen søn, men når han får det sådan, forvandles han til et ondt menneske. Vi tør ikke være her, hvis han vender tilbage, siger Lissie med gråd i stemmen.

I går var beskeden fra politiet, at man ville tilbageholde sønnen til klokken 13, så til klokken 16, i et forsøg på at få ham tvangsindlagt, men en halv time senere, kl. 16.30, var den lægelige vurdering, at han ikke var til fare for sig selv eller andre.

Politiet: Gem skarpe redskaber

Som et godt råd opfordrede politiet dog forældrene til at gemme økser og redskaber af vejen, hvis han skulle opsøge dem igen. Men det er ikke ’hvis’, det er ’når, siger Lissie. For det er langtfra første gang sønnens psykiske sygdom har bragt ham helt derud på kanten, hvor han raserer sine forældres hjem og truer dem på livet.

Officielt har han en posttraumatisk stresslidelse, og han har fået ordineret medicin mod skizofreni og psykoser, men meget mere ved forældrene ikke. Han er aldrig blevet udredt, og han ’erkender ikke sygdom’, siger hans mor. Derfor kan lægerne kun hjælpe med at udskrive recepter på medicin i håb om, at han tager den.

 

- Vi har rendt oppe hos lægen så mange gange, men hver gang er beskeden, at de ikke kan gøre noget. Han har truet os på livet, været voldelig, og selv han egens læge har sagt, at han er farlig, men intet har hjulpet os i de situationer, hvor han er gået amok, fortæller Lissie.

Det begynder så godt, når Lissie fortæller om sin søn. Han voksede op og blev en glad ung mand, fik flotte karakterer, blev uddannet tømrer og bosatte sig i lejlighed i København, men en morgen tilbage i 2000 kom han ud for en alvorlig ulykke, da en bil drønede lige ind i siden på hans bil. Han fik erstatning, men han fik aldrig bearbejdet ulykken. I stedet lukkede han sig inde i sin lejlighed, røg på kontanthjælp og blev med sine forældres ord mere og mere syg, og endelig i 2008 fik han så konstateret PTSD (Post-traumatisk stress syndrom).

  

Skal der lig på bordet?

Sidste år, mens forældrene var i deres sommerhus, gik det for alvor galt. Lissies mand oplevede, hans søn gik løs på ham, smadrede lamper og kommoder, og Lissie måtte til sidst flygte fra stedet. Resultatet blev, at politiet mødte op, satte ham på et tog til København, og at Lissie måtte konsultere en psykolog.

For seks dage siden kunne Lissie mærke, at den var gal igen. Sønnen gik rundt i junivarmen iført vinterjakke, hætte og solbriller, han gjorde mærkelige ting, fik lov at sove hos forældrene, men ville ikke tale om sin tilstand, og fredag morgen sprang sikringen igen.

- Vi vil så gerne hjælpe ham, med penge, mad og et sted at sove, men vi kan ikke mere. Vi ønsker af hele vores hjerte, at han får hjælp, for så får vi også hjælp. Vi er fuldstændig slidt op, det føles, som vi er tre mennesker, der er syge i den her familie. Er det, hvad psykiatriloven byder de pårørende? Skal der lig på bordet? Før man gør noget, før man tvangsindlægger, spørger hun knust.

Af hensyn til den 35-årige søn optræder Lissie ikke med sit fulde navn og billede. BT kender hendes fulde identitet.