Keramiker Anne Black mener, at Netto har kopieret hendes design. Derfor lægger hun nu sag an mod Dansk Supermarked og virksomheden Ronald A/S.

Ved første øjekast lignede tilbuddet i Nettos tilbudsavis i uge 13 et scoop: En vase, en urtepotte eller en krukke med låg til bare 39 kroner. Men måske var det alligevel for godt til at være sandt.

I hvert fald, hvis man skal tro keramiker Anne Black. Hun mener, at dagligvarekæden plagierede hendes design, og derfor har hun lagt sag an mod Dansk Supermarked og Ronald A/S for to millioner kroner.

Det skriver TV2.dk.

Ifølge designeren begyndte hendes slag af keramik at falde, da Netto begyndte at sæge produkter, der lignede hendes til forveksling.

'Nettos markedsføring og salg har haft en meget negativ indflydelse på mit salg i Danmark, og da jeg stadig har store omkostninger til advokater i sagen, har jeg desværre måttet sige farvel til to af mine tre medarbejdere,' skriver hun i en pressemeddelelse.

Hun har forsøgt at indgå et forlig med dagligvarekæden, men det har den afvist. Derfor går hun nu rettens vej.

Direktør for Ronald A/S, tidligere DR-direktør Kenneth Plummer, har tidligere udtalt sig til TV2-programmet 'Go' morgen Danmark' om sagen:

»Vi ser et væld af den slags produkter rundt i verden – så mere unikke er de heller ikke,« sagde han blandt andet.

Det er ikke første gang, Anne Black og Netto er i åben konfrontation. Tilbage i 2013 kørte en sag om krænkelse af ophavsretten, som endte med et forlig. Dengang fik Anne Black udbetalt 20.000 kroner.