Rådhuspladsen i København bliver tirsdag en ganske støjende affære.

Der er ingen grund til at blive forskrækket, når der tirsdag lyder sirener efterfulgt af store brag på Rådhuspladsen i København.

Fagbladet Ingeniøren skriver på sin hjemmeside, at metroarbejdet går ind i en støjende, men heldigvis kortvarig, fase. Tirsdag skal den øverste del af betonen i de pæle, der skal bære metrostationens tag på Rådhuspladsen, nemlig fjernes med minisprængninger.

Først vil der lyde en advarselssirene, og under sprængningen vil betonen være dækket af sprængmåtter, der afskærmer sprængningen.

Dernæst begynder arbejdet med at etablere taget, som vil få det efterfølgende gravearbejde til at støje mindre, end tilfældet er i dag. Til gengæld vil der være øget trafik i området på grund af det meget jord, der skal flyttes under gravearbejdet, skriver ing.dk.

Københavns Kommune har tidligere måttet hæve støjgrænsen ved Marmorkirken for netop at kunne bruge sprængninger til at fjerne beton.

Cityringen skal efter planen være færdig i 2018.