Det bidende frostvejr, der for tiden holder Nordeuropa i et jerngreb, er usædvanligt, men det kolde vintervejr ændrer ikke ved, at temperaturerne generelt stiger.
For selvom vi i Danmark har oplevet nattekulde ned til 15 minusgrader og Storbritannien kæmper med kuldegrader ned til minus 30, så er 2009 foreløbigt stadig det femte varmeste år, man har registreret på de britiske øer, og det ser endda ud til, at 2010 bliver det varmeste år nogensinde samme sted.
Den usædvanlige kulde i Nordeuropa skyldes derimod et naturligt fænomen, der rammer den nordlige del af jordkloden cirka hvert tiende år, skriver Ritzau.
- Det er et forholdsvis unormalt mønster, men det er ikke uden fortilfælde. Det er noget, der sker omkring hvert 10. år, forklarer Barry Gromett fra Storbritanniens meteorologiske institut ifølge Ritzau til nyhedsbureauet AFP.
Meteorologerne kalder vejr-fænomenet for 'temperaturvippen' eller 'den arktiske oscillation', og det går kort fortalt ud på, at der samler sig et massivt højtryk over Grønland.
- Højtrykket afskærer Europas forsyning med mild, fugtige luft fra Atlanterhavet. I stedet får vi arktisk vind, hvilket betyder, at der i stedet kommer kulde i Skandinavien og de arktiske områder, siger Gromett ifølge Ritzau til AFP.
Det er dog ikke kun Nordeuropa, der pludselig rammes af voldsom sne og frost pga. højtrykket. Nordamerika og Kina lider også under den arktiske kulde.
Til gengæld er der usædvanligt varmt, ikke bare på Grønland og Island, men også i Sydeuropa, hvor Kreta f.eks. nød godt af temperaturer på over 30 grader i den første uge i januar.
Ifølge meteorologerne, så skulle vi dog være over det værste, da det usædvanlige vintervejr kun plejer at vare fra et par uger til halvanden måned.






















