Sankthansaften den 23. juni handler i virkeligheden ikke om at sende heksen til Bloksbjerg. Faktisk fejrer man Johannes Døberens fødselsdag.
Når man står i mørket og kigger på bålet med den brændende heks mens man synger Midsommervisen den 23. juni kunne man fristes til at tro, at sankthansaften handlede om dengang, hvor man i Danmark udførte hekseafbrændinger.
Men i virkeligheden er det en hedensk tradition, der markerede årets længste dag og dermed forudsagde vinterens og mørkets komme. Ved sådanne overgange troede man i gamle dage, at onde kræfter også havde frit spil, heriblandt onde ånder og hekse. Derfor brændte man 'hekse' på bålene, for at holde dem borte. Mange troede også, at hellige kilder og urter blev mere kraftfulde af den særlige aften. Derfor var det populært for syge at plukke urter og bade sig i kilder, i håbet om at blive raske.
På et tidspunkt blev traditionen kirkelig. Den 23. juni fejrer man Johannes Døberens fødsel. Johannes Døberen døbte ifølge Lukasevangeliet folk i Jordanfloden, for at rense dem for deres synder og give dem muligheden for at komme i himlen. Jesus og Johannes Døberen var i familie med hinanden, og var eftersigende født med et halvt års mellemrum, Jesus den 24. december, Johannes Døberen den 24. juni. I norden er der tradition for at fejre begivenheder aftenen før den egentlige helligdag, derfor fejrer man sankthansaften den 23. juni.
