Det hænger meget sammen med historier fra gammel tid, når angst for fredag den 13. skal forklares.

Fredag den 13. er en træls dag, mener mange danskere. I 2012 kommer vi til at stifte bekendtskab med den tre gange. Nogle mennesker har endda fobi for fredag den 13., såkaldt paraskavedekatria. Men hvorfor er den dag egentlig så uhyggelig?

Ifølge videnskab.dk hænger det ikke blot sammen med gyserfilm om fredag den 13. Der er flere årsager.

LÆS OGSÅ:

Else Marie Kofod, overarkivar og leder af Dansk Folkemindesamling, har et par bud på, hvorfor dagen er blevet så myteomspundet.

Sammenkædningen mellem tallet 13 og fredag er rimelig ny, men hver for sig er tallet og ugedagen historisk set blevet forbundet med noget negativt.

- Fredag forbindes med ulykke, fordi det var den ugedag, Jesus blev korsfæstet. Omvendt har vi i Norden tidligere set fredag som en lykkelig dag, fordi fredag var kærlighedsgudinden Frejas dag, forklarer Else Marie Kofoed til videnskab.dk.

Som forklaringer på dagens dårlige ry nævner hun blandt andet myterne om, at man ikke kan begynde nyt arbejde om fredagen, for så bliver det aldrig færdigt, ej heller gifte sig på en fredag, fordi man dermed ikke kan få børn.

- Man kan ikke forklare, hvornår og hvorfor fredag er blevet forbundet med ulykke. Ofte er uheldige historier om fredage gået fra mund til mund og er først senere blevet nedskrevet fra 1800-tallet og frem, hvor man begyndte at skrive sagn og fortællinger ned, siger Else Marie Kofod til videnskab.dk.

Mange mennesker har det på samme måde med tallet 13.

LÆS OGSÅ:

- Tilbage i 1878 i Horsens, var der en husejer, der protesterede så meget, at han slap for at få 13 som husnummer. Og da TV-Byen lå i Gladsaxe, havde man ingen kontorer på den 13-etage. Der findes også gamle hoteller i København, som ingen etage nummer 13 har, fortæller Else Marie Kofod.

Mange lufthavne har også valgt at droppe gate 13, mens man visse steder undlader at have en operationsstue 13.

Sikkert er det dog, at de fleste i dag forbinder fredag med noget godt, fordi dagen er lig med weekend.

Så længe den bare ikke falder på den 13.

TROR DU PÅ FREDAG DEN 13. ELLER ER DET BARE OVERTRO? DELTAG I DEBATTEN HERUNDER: