5000 børn kan se frem til en jul uden julehjælp, hvis ikke der bliver samlet flere penge ind de næste tre dage

Om tre dage slutter Dansk Folkehjælps julehjælpsindsamling, og der mangler stadig 3,5 millioner kroner i kassen, før der er nok penge til at hjælpe alle de familier, der har bedt om hjælp til julen.

- Det er svært at tro på, at vi når målet. Der er nogle, der skal gøre noget helt ekstraordinært, som jeg slet ikke har fantasi til at forestille mig, hvis det skal lykkes, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

- Det eneste, vi kan gøre, er at blive ved med at gøre opmærksom på den her problemstilling og prøve at appellere til folks solidaritet derude, siger han.

Dansk Folkehjælp tvivler på, at hele fattigdomsdiskussionen, der fyldte mediebilledet i starten af december med Özlem Cekic (SF) som bannerfører, har gavnet deres sag. Måske endda tværtimod.

- Jeg har hørt historier fra nogle af vores frivillige indsamlere, der har mødt udsagn fra folk om, at der da ikke er det store fattigdomsproblem i Danmark, siger Klaus Nørlem.

Organisationen nåede at modtage 11.000 ansøgninger, inden fristen for at søge julehjælp udløb den 1. december.

På baggrund af dokumentation fra blandt andet folks hjemkommune har Dansk Folkehjælp godkendt 7159 ansøgninger. Og med så mange munde at mætte kræver det 10 millioner kroner at dække.

Sidste år fik Dansk Folkehjælp 6200 ansøgninger og godkendte 4100, mens der blev samlet 5,6 millioner kroner ind.

- Vi oplever faktisk aldrig, at vi får samlet penge nok ind til at hjælpe alle dem, der er blevet godkendt. Det har jeg kun oplevet en eneste gang i 20 år, siger Klaus Nørlem.

Man kan hjælpe de juletrængende både via sms, telefon og hjemmeside, og på Facebook kan man tænde et lys på sin profil og på den måde støtte med 100 kroner.

Har ansøgerne ikke hørt fra Dansk Folkehjælp senest den 17. december, er deres ønske om julehjælp ikke blevet imødekommet.

/ritzau/