I august kom der væsentligt færre asylsøgere til Danmark i forhold til samme måned sidste år.

Det øgede asylpres på Europa er indtil videre ikke nået til Danmark, skriver Jyllands-Posten.

Mellem 1.400 og 1.600 personer har søgt asyl i Danmark i august i forhold til 2.300 asylsøgere i samme måned sidste år.

Selv om det er anden måned i træk, at asyltallet ligger betragteligt under sidste års tal, er der stadig langt igen, mener Venstres integrationsordfører Marcus Knuth (V).

»Det er glædeligt, at der er færre end sidste år, men vi ser gerne, at tallet kommer meget længere ned,« siger han til avisen.

I løbet af årets første seks måneder fulgte antallet af asylsøgere til Danmark kurven fra samme periode året før, men i juli kom der 1.030 mod 1.733 i fjor.

Marcus Knuth mener, at menneskesmuglere sandsynligvis har været opmærksomme på stramningerne, men at det er for tidligt at vurdere om de har haft indflydelse på tallene, skriver Jyllands-Posten.