Depressive mænd har meget svært ved at komme i arbejde igen, viser ny undersøgelse.

Ledige bliver ofte ramt af en depression, og især de deprimerede mænd har vanskeligheder ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Det viser en ph.d.-afhandling fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences og AKF (Anvendt Kommunal Forskning).

Undersøgelsen viser, at sandsynligheden for at finde job er omtrent en tredjedel lavere for mænd med en depression. Og mænd har næsten dobbelt så høj risiko for helt at forlade arbejdsmarkedet.

- Når mændene bliver afskediget, stiger risikoen for depression, og hvis de først bliver ramt af en depression, får de klart sværere ved at komme tilbage i job, siger forsker Henrik Lindegaard Andersen fra AKF, som har været med til at lave undersøgelsen.

Han mener, at der kan være samfundsøkonomisk fornuft i at styrke indsatsen, så landets beskæftigelsescentre bliver bedre til at hjælpe de deprimerede mænd tilbage i arbejdstøjet.

- Der kan være et potentiale for både at spare offentlige udgifter og øge arbejdsstyrken. Det kunne måske foregå ved at uddanne sagsbehandlerne i at håndtere ledige med psykiske problemer.

- Eller ved at den ledige er knyttet til én fast sagsbehandler, så der opstår et fortrolighedsforhold og et bedre samarbejde mellem de to, siger Henrik Lindegaard Andersen.

Det er første gang, at forskerne påviser så direkte en sammenhæng mellem psykiske lidelser og lediges jobmuligheder.

Tal fra Ankestyrelsen bekræfter, at de ledige, deprimerede mænd har en høj risiko for at ryge helt ud af arbejdsmarkedet.

I over halvdelen af tilfældene, hvor mænd mellem 20 og 49 år får tilkendt førtidspension, er årsagen en psykisk lidelse.

- Det er kendt, at mænd i højere grad bliver helbredsmæssigt påvirket af ledighed end kvinder. Måske fordi de stadig har større økonomiske forpligtigelser i familien, og arbejdsløshed derfor lægger et større pres på dem, siger Henrik Lindegaard Andersen.

/ritzau/