Man kan enten makke ret med Dennis Knudsen, eller få et par på hovedet. Det måtte en bartender fredag aften erfare, efter tv-kendissen ikke ville betale fuld pris for sine drinks.

Fredag aften festede den homoseksuelle frisør og tv-kendis på bøssebaren Cosy Bar, der ligger i indre København. Festen sluttede dog brat, da Dennis Knudsen betalte 16 kroner for lidt for to gin og tonic plus en øl.

Da bartenderen forklarede ham, at stedet ikke gav kredit, heller ikke til kendisser, gik Dennis Knudsen amok. Han overfusede bartenderen, og kaldte ham blandt andet for "bøsserøv". Det fortæller han selv i radioprogrammet Cafe Hack, hvor han selv griner af at bruge netop det udtryk på en bøssebar.

Herefter fik han besked på at forlade baren. Men det ville Dennis Knudsen ikke gå med til.

- Hvis du vil have mig ud må du tilkalde en dørmand, for jeg går ingen steder, sagde Dennis Knudsen til bartenderen, som han selv forklarede i radioprogrammet.

Herefter tog bartenderen fat i skulderen på ham, hvorefter Dennis Knudsen, som han selv beskriver det, vendte sig om i bedste taekwondo-stil og tildelte bartenderen adskillige slag.

- Jeg mener, at det var selvforsvar. Bartenderen var utrolig flabet over for mig, og jeg advarede ham også. Jeg sagde, at hvis han rørte mig, så fik han en på hovedet, siger Dennis Knudsen til BT

Cosy Bar oplyser til BT, at de ikke har anmeldt den voldelige episode til politiet.