I sexannoncerne i Ekstra Bladet og på internettet var hun en varmblodig og sexglad kvinde. I virkelighedens verden var hun hunderæd for de kunder, hun lokkede til sig.

B.T. fortæller i dag historien om 39-årige Joanna. En polak der i det nye Europa med de åbne grænser tog til Danmark og endte på lagenerne i provinsen, hvor hun i flere år solgte sig selv. Her tog hun imod op til 13 mænd om dagen, selv om hver eneste af dem gjorde ondt. På kroppen og på sjælen.

Joanna har i årevis løjet og fortiet sandheden om sit liv i Danmark over for sin familie. Det har hun gjort af skam.

I dag bryder hun tavsheden og står frem og fortæller sin historie.

Fra barndommen i udkanten af den polske by Gdansk til livet i faldefærdige, mørke huse på landevejene i Jylland og på Fyn, hvor hun har følt sig som en rotte, der undgår dagslys.

Glansbilledet af den velduftende, sex- og champagneglade provins-prostituerede er svært at få øje på. I stedet tegner der sig et helt andet billede. Det er billedet af en rå og ubarmhjertig underverden, hvor danske mænd spiller en helt central rolle. Familiefaderen, den ensomme særling, den unge og smarte. Alle har de været kunder hos Joanna. Alle har de været med til at ødelægge hende.

'Den lykkelige luder' må være et dansk fænomen, mener Joanna. Efter fire et halvt år som prostitueret i Danmark kæmper hun med depressioner, alkoholmisbrug, søvnbesvær - og hun gør det uden en krone på lommen. Hun bærer en stor del af ansvaret selv, erkender hun. Men spørgsmålet er, om vi som samfund kan være det bekendt.

B.T.s journalister har gennemført adskillige, timelange interviews med Joanna. Vi har besøgt hendes barndomshjem i et af Europas største betonbyggerier. Vi har besøgt de bordeller, som hun har arbejdet på og talt med flere af hendes tidligere kolleger. Resultatet kan du læse i denne særudgave af 'BT2' og på bt.dk/joanna, hvor vi har samlet alle billedserier, videoer og artikler.

Tilbage står Joanna. I pengenød som altid og uden en plan for fremtiden, men med drømmen og håbet om et bedre liv. Måske Joannas historie kan måske være med til, at vi holder op med at lukke øjnene for en dansk underverden fuld af frygt, vold og sorte penge.