Hver onsdag står han glad og bager kager i ’Den store bagedyst’. Men inde bag Micki Chengs gode humør gemmer sig en skrækkelig tragedie.

For 16 år siden dræbte hans far sin ekskones nye kæreste i en lejlighed i Aalborg på grund af jalousi. Det skriver Ekstra Bladet.

Drabet på den 23-årige vietnameser Van Long Nhuyen skete 20. januar 1999, da Micki Chengs far tog hen til sin ekskones lejlighed med en pistol og 10 patroner, som han havde købt 10 måneder tidligere.

Formålet med besøget var angiveligt at skræmme ekskonens nye kæreste, fordi han ifølge faderen blev ved med at skabe problemer for familien.

Men der opstod tumult i lejligheden, og det endte med, at Micki Chengs dengang 40-årige far skød og dræbte den yngre konkurrent.

Herefter forsøgte faderen, der er fra Kina, i to omgange at sætte ild til liget i klitterne ved Blokhus i Nordjylland. Det lykkedes efter at have hældt benzin ud over liget. Seks dage senere blev det forkullede lig fundet af strandgæster, der passerede, skriver Ekstra Bladet.

»Det er klart, at sådan en historie er noget, jeg helst ser gå i glemmebogen, men omvendt er den også en så stor del af min og min families fortid, at den selvfølgelig dukker op, mens jeg er med i et af de allermest sete programmer på tv,« siger Micki Cheng til Ekstra Bladet.

Tv-bageren fra Randers fortæller også, at han har det rigtig godt med begge sine forældre i dag. Det er længe siden, og familien har snakket ud, om det der skete.

Men selvom den tragiske hændelse altid vil sidde i Micki Cheng og han ikke mener, det er ’acceptabelt at tage et andet menneskes liv’, fortæller han, at han har valgt at bruge tragedien konstruktiv i sit liv.

Han forsøger at nyde hver eneste dag og have det godt. Han rejser og nyder sin familie, da det er de ting, der gør ham glad, fortæller Micki Cheng.

Faderen fik 12 års fængsel for drabet på Van Long Nguyen. Han har afsonet straffen.