Det er et grovkornet billede, taget med et infrarødt kamera i farvandet ud for Møn den 26. oktober kl. 00:25 sidste år. Derfor er billedet gråt, men midt i linsens sigtekors ligger en lysere skikkelse. Med kantet tårn, flere antenner og en ubåds karakteristiske metalkrop er der for en skibskender ikke noget at tage fejl af. Det er en russisk produceret Kilo-klasse dieseldrevet ubåd. Billedet er taget af danske flådefolk, der bl.a. løser opgaver for Forsvarets Efterretningstjeneste, men de sørger også for at hævde suverænitet og for, at de russiske krigsfartøjer kommer sikkert gennem dansk farvand.
Opgaven er bl.a. at få et overblik over den russiske flådes arbejdsheste og herunder Kilo-klassen. En ubåd, som er i stand til at affyre torpedoer, krydsermissiler og antifly-missiler. Men vigtigere endnu. Den er fremragende til spionageopgaver, da den er så stille og svær at opdage, at den amerikanske flåde kalder den »et sort hul«.
Men på farten gennem de danske stræder kan den ikke skjule sig. Både fordi det jf. de danske regler for farvandspassage er forbudt at sejle neddykket for fremmede ubåde, men også fordi en ubåd af denne type er 74 meter lang, og fordi det kræver ca. ti meter vand bare at skjule den. Derfor er det en nærmest umulig opgave at få en sådan ubåd manøvreret neddykket gennem det stærkt trafikerede, lavvandede danske farvand. Bogstavelig talt risikerer en ubådskaptajn at få et tankskib i nakken og at skabe en diplomatisk krise.
Berlingske satte sig for at undersøge, hvordan de russiske ubåde færdes i dansk farvand. For i de seneste år har der været talrige observationer af ubådslignende fartøjer i landene omkring os. Tillige har russiske kampfly øget deres aktiviteter for at teste beredskabet i luftrummet over Danmark. Noget lignende kan være sket i særligt Sverige, der har været på ubådsjagt i eget territorialfarvand. Det skete f.eks. i oktober 2014, men også i april 2015 ved Helsinki har den finske flåde smidt dybdebomber. Ikke for at sænke den fremmede ubåd, men for at signalere, at nu var den opdaget.
Senest har den britiske flåde assisteret af franske antiubådsfly jagtet en mulig russisk ubåd i farvandet nord for Skotland. På den baggrund er de danske ubådsbilleder og observationer guld værd for Forsvarets Efterretningstjeneste.
Ifølge en aktindsigt, Berlingske har fået fra Forsvarsministeriet vedr. passage af en russisk ubåd, fremgår det, at den russiske Kilo-klasse ubåd med et følgeskib først blev observeret ud for Skagen den 24. oktober 2015, sejlende sydover. Den 25. oktober om morgenen blev et dansk flådeskib sendt ud for at fotorekognoscere på anmodning fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Ubåden blev desuden fulgt af danske flådefartøjer fra den 25. om aftenen til den 26. om morgenen til øst for Rügen, da ubåden forlod dansk interesseområde.
Forsvaret ved ikke, hvad denne russiske ubåd skulle i dansk farvand og har afvist at give aktindsigt i, hvorfor lige præcis denne ubåd skulle følges tæt gennem dansk farvand. Der var nemlig ikke tale om krænkelse af dansk suverænitet eller et »unormalt sejladsmønster«.
I 2015 har otte kendte russiske ubåde ifølge forsvaret passeret gennem de danske stræder, og det vil i mange tilfælde betyde helt tæt på kysterne, fordi ubådene skal passere de snævre danske bælter. Ifølge kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet, Nils Christian Wang, er havet omkring Danmark oplagt til at høste efterretninger om den russiske flåde. Ubåden, der er blevet set ved Skotland, kan f.eks. teoretisk set være den samme, som er sejlet gennem dansk farvand: »Det er hele naturen i efterretningsindhentningen, at man har den slags oplysninger om krigsskibe og undervandsbåde, der sejler gennem dansk farvand. Det er nemt at få gode billeder og detaljer om våbensystemer og den nyeste tekniske udvikling. Danmark er en flaskehals til Østersøen, og du kan ikke få militært udstyr ud fra Østersøen, medmindre du sejler gennem dansk farvand.«
Berlingske er taget ud at sejle med et af forsvarets skibe, Nymfen, som patruljerer omkring de danske kyster. Opgaverne er her f.eks. at hævde suverænitet, overvåge, om de passerende skibe nu også er, hvad de udgiver sig for at være. Danmark har tre af disse hurtigtgående skibe af Diana-klassen på konstant beredskab.
I dag er Nymfens opgave at undersøge, om et containerskib nu også er identisk med det elektroniske signal, som det udsender. På kaptajn Michael Bruuns ordre øges farten, og snart dukker det blå containerskib ud af Øresunds disede luft. Vi behøver dog ikke sejle helt tæt på, for Nymfen har et avanceret kamera, som styres med joystick fra et par skærme her på broen. Her kan vi på kilometers afstand aflæse skibets navn skrevet med hvide bogskaber på fragtskibets stævn.
Det infrarøde kamera kan både bruges nat og dag – og det er den samme type kamera, som blev brugt til at tage billederne af den russiske ubåd ved Møn. Men det er en langt sværere opgave at skygge de russiske fartøjer, som passerer gennem de danske stræder. Ofte er der ikke noget navn eller nummer at se på ubådstårnet. I dag er de russiske ubåde synlige med et radarspor i forsvarets kommandocentre, hvis de da ikke er neddykkede. Alligevel har Forsvaret via efterretningssystemer allerede styr på, hvilke ubåde der er på vej gennem dansk farvand, forklarer en af de danske flådefolk, som har erfaring med at »skygge« russiske ubåde gennem dansk farvand, kaptajnløjtnant Mads Olesen:
»Vi ved godt, hvad det er for en ubåd, når vi tager ud for at se nærmere på den. Men vi skal også se, om det nu også er den, og eventuelt følge den hele vejen ud gennem farvandene. Nogle gange følger vi dem hele vejen fra Bornholm til Skagen.«
Ifølge Mads Olesen følger man især ubådene af sikkerhedshensyn, fordi de sejler langsomt i sejlrenden og ikke bruger det elektroniske skibsidentifikationssystem (AIS, red.), som er obligatorisk for skibe op til 300 ton. Men det sker også for at sikre, at ubådene overholder reglerne for passage af dansk farvand. Det indebærer f.eks., at en ubåd ikke dykker. Men der kan også være efterretningsopgaver:
»Det kan godt forekomme, at kommer der en ny ubåd eller et overfladeskib, så er vi ude at tage nogle billeder. Jeg har også oplevet en ubåd uden skrognummer på. Så kan det være svært at skelne den ene ubåd fra den anden,« forklarer Mads Olesen, der aldrig har set en russisk ubåd dykke for næsen af sig.
De russiske ubåde er bygget til stealth-krigsførelse under vandet, mens de danske patruljefartøjer af Diana-klassen ikke engang har et sonar-system, der kan se, om der gemmer sig noget under vandet. Det har kun de store fregatter, som Danmark har tre af, og de to støtteskibe, som Danmark har to af – og deres udstyr er ikke velegnet til ubådsjagt i danske farvande.
»At man ikke har prioriteret den slags udstyr, har naturligvis sine konsekvenser,« siger kontreadmiral og chef for Forsvarsakademiet, Nils Christian Wang, og fortsætter: »Evnen til at imødegå ubådstrusler er ikke kun brugbart i dansk farvand. Det er også brugbart i internationale operationer og i Arktis. I Danmark har vi f.eks. torpedoer på fregatterne til at bekæmpe ubåde tæt på, men vi har ikke, hverken sonarsystemer eller våbensystemer, der kan bruges til meget andet end selvforsvar og simple operationer. Hvis det skal prioriteres igen, så vil det som minimum kræve investeringer i sonarsystemer til de nye Seahawk- helikoptere.«
Der kan være gode grunde til igen at etablere kapacitet til at følge fremmede ubåde. Ifølge kontreadmiralen sker der i disse år en stor global oprustning inden for både mindre kystubåde, som bliver solgt til lande i Mellemøsten og Fjernøsten. Samtidig er miniubåde og undervandsdroner et marked i kolossal vækst. De er billigere end konventionelle ubåde og kræver færre folk.
Det er netop miniubåde, som menes at være blevet observeret i svensk farvand. Også i Danmark har vi jagtet mystiske miniubåde. Mest kendt er en episode i Isefjorden i 1984, hvor man dog aldrig fandt noget. Men der har også været flere formodede tilfælde, hvor man har set noget mystisk et sted, hvor der ikke burde være ubåde.
Netop for at undgå at neddykkede ubåde passerede uset gennem de danske stræder, havde Danmark under Den Kolde Krig nogle særlige sensorsystemer – en række mikrofoner og sensorer på en ledning som uden for Langeland og på tværs af Øresundskysten nord for København. Den dag i dag findes der stadig diskrete militære installationer direkte til de danske stræder bl.a. i en strandvejsvilla i Hellebæk og i en villa-lignende militær ejendom på det sydøstlige Langeland. Berlingske har fået oplysninger, der tyder på, at sensorsystemerne stadig er operative og muligvis er blevet opgraderet siden Den Kolde Krig. Men det er statshemmeligheder – og ikke muligt at komme til bunds i via aktindsigter og lignende. I dag ønsker chef for marinestaben kontreadmiral Frank Trojahn ikke at svare på, om Danmark stadig har systemer, som holder øje med det, der sker under vandet.
De her sensorsystemer, der kan se, hvad der sker under vandet. Findes de stadig?
»Det område ønsker jeg ikke at kommentere på.«
Teoretisk kan der jo godt være en trafik under vandet, ligesom der synes at være i Sverige. Er det noget, man bør overveje at tage mere seriøst, end man gør i dag?
»Den sammensætning af flåden, som vi har i dag, er et udtryk for, hvordan verden så ud tre til fire forsvarsforlig tilbage. Ændrer rammerne sig, og får vi et operationsmiljø, som minder mere om Den Kolde Krig, kan vi lægge tyngden anderledes. Vi har et udviklingspotentiale i fregatterne – at de kan få en bedre sonar, og man kan udstyre Seahawk-helikopterne med dyppesonar. Det kræver økonomi og en politisk beslutningsproces.«
Står antiubådsudstyr på din ønskeliste?
»Ingen værnschefer ønsker, at der at bliver taget værktøj ud af værktøjskassen. Det er der heller ingen håndværkere, der bryder sig om, sådan er det. Men der skal også være balance i tingene. Vi er traditionelt ikke en ASW-nation (Anti Submarine Warfare, red.). Vi har ikke så meget dybt vand i de nære danske farvande.«
Ifølge forsvarsminister Peter Christensen er det ikke sandsynligt, at man med danske antiubådsressourcer kan afdække hele det danske søterritorium inklusive Grønland. Det er området simpelthen for stort til. Derfor vil han hellere i lighed med f.eks. Storbritannien trække på andre NATO-landes antiubådsvåben, hvis det måtte blive aktuelt med en dansk ubådsjagt igen:
»Man skal også se de danske forsvar i sammenhæng med NATOs kapacitet. Det er derfor, jeg tidligere i denne debat har svaret, at skulle der være en situation, hvor vi har brug for at være mere kontant til stede, så er det noget, vi må i dialog med vores NATO-allierede om,« siger Peter Christensen.
Artiklen er oprindelig bragt hos Berlingske.dk
