NEKROLOG: Berlingskes kommentator og Groft sagt-skribent Claes Kastholm er død, 74 år. Han var kendt som en skarp, intellektuel profil.
Med Claes Kastholms død står et af de store træer i skoven ikke mere. Kastholm var i en menneskealder en del af den offentlige mening. Han havde været vidt omkring, siden han fra 1980ernes start, sammen med en anden kendt enfant terrible, Carsten Jensen, var fast daglig TV-anmelder på Politiken, dengang monopol-TV satte dagsordenen for, hvad danskerne talte om.
For 16 år siden kom Kastholm til Berlingske Tidende, og siden var han fast tilknyttet kultur- og meningsdannelsen i spalterne, og han var den første blandt ligemænd i det satiriske Groft sagt-univers.
Som anmelder bidrog Kastholm med en uhyre viden, der var præget af hans greb om nordisk litteratur og med et stort udblik til den tyske og centraleuropæiske kultur.
Få kunne skrive så indlevende som han. Han mestrede på én gang den kongeniale læsning af den store litteratur og den kortfattede, pointerende revsen af en forfladiget offentlig debat. Med Muhammed-krisen og efter Charlie Hebdo-attentatet og terroren i København studerede han flittigt al tænkelig litteratur om sammenstødet med islamisk fundamentalisme og frihedsværdier og formidlede egne reflektioner med stor indsigt, engagement og sensibilitet.
Daglige smagsprøver i Groft sagt
Læserne fik daglige smagsprøver på Kastholm i Groft sagt, hvor tidens dårskab udstilledes og om søndagen i »Læst og påskrevet«, hvor en større principiel problematik blev behandlet - således også denne søndag, hvor Berlingske for at mindes Kastholm bringer denne hans sidste klumme.
Mange faste læsere værdsatte Kastholm og tilgav ham derfor en række velkendte idiosynkrasier såsom hans optagethed af vindmøller og ofte gentagne synspunkt om, at vi savner modenhed og alderdommens visdom i debatten.
Offentligheden så det ikke altid i kommentarerne og i hans TV-optræden, hvor man fornemmede en debattør med temperament og skarpe kanter, men i virkeligheden var han et venligt, vidende og forstående menneske, der stillede samme krav om høj kvalitet til sig selv, som han gjorde til sine omgivelser. Det mærkede talrige samarbejdspartnere på Berlingske over årene.
Det offentlige liv havde bud efter Kastholm. Han var i en periode formand for litteraturudvalget under Statens Kunstråd, hvor han fik tredoblet legatstørrelserne, så konkurrencen og kvaliteten af legatmodtagerne blev større. Tillige var han medlem af Kulturministeriets kanonudvalg og Det Kgl. Teaters bestyrelse, og frem til sin død mangeårigt medlem af Den Berlingske Fond.
Opvokset hos sine bedsteforældre
Kastholm var fra Køge-kanten, opvokset hos sin mormor og morfar og en faster, fordi hjemmet blev opløst i kølvandet på krigen, Faderen blev således interneret efter krigen på grund af sit medlemskab af nazistpartiet, men blev dog senere frifundet. Den lille Claes fik indpodet det grundtvigske af bedsteforældrene, og af moderen, som han atter boede hos, fra han var syv år, fik han tilført et skvæt kulturradikalisme, der stammede fra hendes livslange fascination af provokatøren og lysmageren PH.
Familiens historie har Kastholm skildret i den gribende bog »En kvindes historie« (2000).
Medierne blev hans skæbne
Kastholm, der som meget ung blev uddannet i forsikringsbranchen, startede sin indgang i det offentlige liv med afsæt i et hovedfag i dansk litteratur.
Der lå vel en skitse til en universitetskarriere som kandidatstipendiat, men Kastholm løb ind i alskens andre aktiviteter, og da han havde en indgroet modvilje over for flokmentalitet, blev han aldrig en del af den munkemarxisme, der hærgede det offentlige liv i almindelighed og universitetet i særdeleshed efter studenteroprøret.
Claes Kastholm var med til at stifte Den Europæiske Filmhøjskole, og som statens filmkonsulent fik han sikret støtte til projekter, der indbragte dansk films to første Oscars, nemlig Gabriel Axels »Babettes Gæstebud« og Bille Augusts »Pelle Erobreren«.
Men medierne blev hans skæbne. I et par år stod han for litteraturprogrammer på TV 2, og i sammenlagt ti år var han på Politiken, hvor han huskes for udpræget liberale klummer i en uliberal tid. Med høj cigarføring forsvarede han Østeuropas systemkritikere i artikelserier, der blev fremhævet i udenlandske medier.
Efter sin Politiken-tid blev Kastholm redaktionschef og siden chefredaktør på Ekstra Bladet, hvor han var fra 1995-1999. I den periode nåede avisen et oplag på 170.000.
Havde også fjender
Claes Kastholm havde ikke kun fans - han havde også fjender. Og sidstnævnte forsømte ingen lejlighed til at minde ham om hans dramatiske exit fra Ekstra Bladet. Det blev på Berlingske Tidende, at Kastholm fra 2000 skrev sig tilbage - og op - til en fremtrædende placering i dansk åndsliv. Og i de 16 år, der er gået, siden han første gang satte sin fod i redaktionslokalerne, fik han en stor fanskare.
Kastholm var en polyhistor, intellektuelt altædende, ingen kostforagter, men nysgerrig på sin omverden og historie. Han var også en snusfornuftig forretningsmand, der f.eks. havde investeret i californiske vindmøller, samtidig med at han holdt fanen højt som skarp kritiker af dansk vindmøllepolitik.
Claes Kastholm blev i 1973 gift med Nanna Thirup, der er gymnasielektor og kendt som oversætter af P.O. Enquist og nobelpristagerne Elfriede Jelinek og Herta Müller.
Claes Kastholm efterlader sig hustruen, Nanna Thirup, to børn, en søn og en datter, og fire børnebørn.
