Deres gigantiske formuer er ikke til at tage fejl af, og begge hører til Danmarks rigeste. Men der er store forskelle mellem Mærsk og Lego – og ikke mindst mellem de to familiers overhoveder, den afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller og Lego-kongen Kjeld Kirk Kristiansen.

’Mærsk truer med at forlade Danmark’.

Sådan lød det med jævne mellemrum i avisoverskrifter, da den gamle skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller var i live. Skibsrederen, der døde i en alder af 98 år i 2012, var nemlig ikke blot i årevis Danmarks rigeste mand. Også på magtbarometeret var han højt placeret og blev flere gange udnævnt til Danmarks mest magtfulde.

Og det var en rolle, som Mærsk absolut ikke var bange for bruge. Når noget gik ham imod sagde han ofte på dramatisk vis fra, som for eksempel da regeringen varslede skatteforhøjelser i form af en begrænsning af skattefradraget i 2007. Kort efter truede virksomheden Mærsk med at flytte ud af landet – en trussel, der gav genlyd hos politikerne på grund af virksomhedens store betydning for dansk økonomi. A.P. Møller-Mærsk betalte i 2006 ifølge Berlingske hele 13,2 milliarder kroner i skat.

Eksemplet er blot ét eksempel på Mærsk Mc-Kinney Møllers magt. Men eksemplet er meget slående for forskellen på Danmarks tidligere allerrigeste mand, legenden Mærsk – og Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, som nu topper listen som Danmarks rigeste.

Kjeld Kirk Kristiansen har de seneste år siddet solidt på tronen som Danmarks rigeste. En titel han har fået dels på grund af den kæmpe succes med Lego, der de seneste ti år har mangedoblet indtægten, og dels fordi man de senere år er holdt op med at tælle familiefonde med i opgørelser over Danmarks rigeste. Sidstnævnte betyder især en del for Mærsks-familiens placering på rigmandslisterne, da størstedelen af skibsreder-familiens formuer er placeret i fonde.

Med en formue vurderet til at være på mere omkring 150 milliarder kroner er Kjeld Kirk Kristiansen i dag rigere end Mærsk nogensinde var. Men trods sin gigantiske formue, så bliver Lego-ejer Kjeld Kirk Kristiansen aldrig betegnet som Danmarks mest magtfulde, som skibsrederen gang på gang blev.

Og det er der god grund til. Legetøjskoncernen og rederigiganten er nemlig to helt forskellige virksomheder, der har to helt forskellige forhold til staten.

Det forklarer Jens-Christian Hansen, der er kommentator hos Berlingske Business.

»At Mærsk har haft mere magt end Lego-familien skyldes dels, at Mærsk har beskæftiget sig med olie og har skullet forhandle med staten gentagne gange gennem de seneste 50 år. Og dermed har han haft en ekstremt magtfuld position i Danmark. Noget mere magtfuld end Kirk-familiens,« siger han.

Han peger desuden på, at også den anden hovedgren af Mærsks forretningsområde – rederiet - har haft større forbindelse til staten end Legos legetøjsproduktion.

Familien Kirk Kristiansen produktion af de farverige plastikklodser har ikke på samme haft behov for at interagere med staten. De har mere fået lov til at passe sig selv og har udøvet indflydelse mere lokalt, nemlig i Billund-området, hvor Lego holder til.

»Lego-familien har ikke så meget magt på landsniveau, og Kirk har aldrig forhandlet med staten om noget i samme stil som Mærsk. Så Mærsk har helt klart været den mest magtfulde af de to,« siger Jens-Christian Hansen.

På trods af at Lego-familien med den stigende formue snart nærmer sig det, som Jens-Christian Hansen betegner som ’verdenseliten blandt de rige’, så tror kommentatoren dog ikke, at det vil ændre på Kjeld Kirk Kristiansens magt herhjemme.

»Jeg tror ikke, at Kjeld Kirk vil få mere magt. Jeg tror mere, at virksomheden har fokus på at vokse,« siger han.

Men det er ikke kun forskellen i virksomhederne, der er årsag til de to rigmænds forskellige magtniveau. Også deres personlighed spiller en stor rolle.

Det forklarer Søren Jakobsen, der er tidligere journalist og forfatter, og som har skrevet to bøger om danske familiedynastier, heriblandt Lego og Mærsk.

»Kjeld Kirk Kristiansen er en helt anden person end Mærsk. Han vil helst ikke sige noget offentligt, hvilket er mærkeligt, når man ejer så stor en virksomhed. Han bliver dybest set opfattet som en genert mand, hvor Mærsk havde større armbevægelser,« forklarer han.

Han peger på, at forskellen mellem de to herrer også kan ses i den måde, hvorpå de to familier via deres fonde giver støtte til forskellige formål. Da Mærsk levede, var han især gavmild til at støtte op om kongehuset og restaurere forskellige trængende bygninger, mens Mærsk-fonden nu med Mærsks yngste datter Ane Uggla i spidsen er begyndt at fokusere mere på uddannelse og støtte til socialt dårlige stillede.

Men den slags støtte ser man slet ikke i samme omfang hos Lego-fonden:

»De er meget tilbageholdene med at bruge penge,« siger Søren Jakobsen.

Søren Jakobsen er enig med Jens-Christian Hansen i, at Kjeld Kirk Kristiansen næppe nogensinde får samme magtfulde position i samfundet som Mærsk. Han mener dog, at Lego-familiens magtrolle kan overraske i fremtiden.

»Familien Kirk Kristiansens finansielle magt vokser hver dag. De har store investeringer i alt muligt fra ISS til vindmøller,« siger Søren Jakobsen og peger på, at familien i deres private pengetank Kirkbi har nogle meget dygtige folk tilknyttet, blandt andre den tidligere præsident i Landbrugsraadet, Peter Gæmelke.

»Kjeld Kirk får ikke samme magt som Mærsk.  Han bliver 70 år til næste år, og hvis han ville have haft den, så skulle han have arbejdet mere på den. Men han udøver en del magt gennem sine håndlangere. Så på den måde kan han godt have mere indflydelse, end man umiddelbart kan se. Men han gør det meget diskret, og det kan man ikke sige, at Mærsk gjorde«, siger Søren Jakobsen.

Både Mærsk-familien og Lego-familien har tætte forbindelser til kongehuset. Og også i den sammenhæng er Mærsks magtfulde position i samfundet blevet fremhævet. I 2000 fik Mærsk tildelt Danmarks fornemmeste ridderorden, Elefantordenen, som den første borgerlige person, der ikke var statsoverhoved, i over 50 år.

Til sammenligning er Kjeld Kirk Kristiansen i lighed med flere andre fremtrædende erhvervsfolk ’kun’ blevet tildelt titlen kammerherre.