Fra den ene dag til den anden blev Peter Bau Hansen psykotisk. 18 år gammel blev han indlagt på den lukkede afdeling. Han var så dårlig, at familien frygtede, han ville dø. Lægerne sagde, det var skizofreni, men i virkeligheden havde hans egen krop angrebet hans hjerne.

Det blødte fra læben, som han i raseri havde bidt i stykker. Desperat forsøgte han at løsne remmene om sine håndled. Men låsene mindede om et puslespil, hvor halvdelen af brikkerne manglede. Hans blik flakkede rundt i det kridhvide lokale. Det eneste, han kunne høre, var den altoverdøvende larm i sit eget hoved. Helt alene lå han i en hospitalsseng. Ude af stand til at bevæge sig. Fastspændt.

Kort forinden havde han kastet en kolbe efter en af lægerne på psykiatrisk center i Ballerup. Personalet var bange for, at han skulle gøre skade på sig selv – eller andre.

Peter Bau Hansen kæmpede for at slippe fri. Han vidste ikke, hvor han var – eller hvorfor.

»Det var, som om det stod i flammer derinde ... mit hoved var ved at eksplodere, og jeg ville bare gerne lukke det hele ude,« siger han.

Få dage forinden var Peter Bau Hansen en velfungerende 18-årig fyr, der netop havde taget kørekort, havde færdiggjort sit grundforløb på teknisk skole og havde fået en læreplads som elektriker. Nu kunne han end ikke føre en samtale. Han befandt sig i en psykose og vidste ikke, hvem han selv var.

Skizofren

Lægerne på den lukkede afdeling på psykiatrisk center i Ballerup fortalte, at han var skizofren. Sandsynligvis ville han aldrig blive normal igen. Det var i hvert fald, hvad hans familie fik at vide.

»Vi følte, at vi mistede ham dag for dag. Det var et helvede,« siger Peters far, Jens Bau Hansen.

Sammen sidder de i dag i køkkenet hjemme i Ølstykke. Det er næsten tre år siden, at Jens Bau Hansens søn med ét forsvandt fra virkeligheden. Men faderen kan stadig ikke holde tårerne tilbage, når han taler om dengang.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Foto: Privatfoto
Vis mere

Peter Bau Hansens hjerne var under angreb fra hans egen krop. Lægerne frygtede, at han ville dø. Den dag hans ven Mikkel (billede i midten), kom på besøg på Rigshospitalet begyndte det endelig at gå fremad. Medicinen fik Peter Bau Hansen til at tage 50 kg på (nederst), men i dag er han tilbage på arbejde og i vanlig kampform (til højre). Privatfoto
Peter Bau Hansens hjerne var under angreb fra hans egen krop. Lægerne frygtede, at han ville dø. Den dag hans ven Mikkel (billede i midten), kom på besøg på Rigshospitalet begyndte det endelig at gå fremad. Medicinen fik Peter Bau Hansen til at tage 50 kg på (nederst), men i dag er han tilbage på arbejde og i vanlig kampform (til højre). Privatfoto
Vis mere

Peter Bau Hansen kommer i tanker om en episode, hvor hans mor, far og storebror besøgte ham på hospitalet. Da de skulle sige farvel, ville han ikke have, at de gik.

»Jeg ville med. Jeg kan ikke huske, om jeg slog nogen ...«

Han bliver afbrudt af sin far, der roligt forsikrer ham om, at han ikke gjorde skade på nogen.

»Du slog ikke. Men du gik ned ad gangen og væltede en masse ting. Jeg var nødt til sammen med vagten at holde dig fast, så de kunne lægge dig i bælte. Det var forfærdeligt, men du skulle jo ikke gå derfra,« siger han.

Vrangforestillinger

Peter Bau Hansens historie begynder en aprildag i 2014, hvor han havde været på besøg hos en god ven. Han husker intet om, hvordan han kom hjem, kun at han havde det ‘meget underligt’ og gik ind i stuen til sine forældre.

»Det føltes helt forkert. Jeg kan huske, at jeg så mig selv oppefra i en form for 3D-billede.«

Det næste, han husker, er, at han sidder i bilen med sin mor på vej mod psykiatrisk hospital.

Forældrene havde kontaktet vagtlægen, for de kunne ikke kende deres søn. Han var forvirret og talte i tåger. Lægen henviste dem til psykiatrisk skadestue i Ballerup, hvor Peter Bau Hansen samme dag blev indlagt på den lukkede afdeling.

Det eneste, han kan huske, er, at han ’var sur, fordi jeg ikke havde en tandbørste’.

Det er få ting, han kan huske fra indlæggelsen. Han har siden talt med venner og familie for at få nogle af de mange manglende brikker til at falde på plads. Sammen med en psykolog har han læst sin journal igennem.

»Det er enormt ubehageligt ikke at vide, hvad man har lavet i flere uger. Mange af episoderne fra journalen, har jeg ikke engang fortalt min familie om. Det vedrører kun mig.«

På den lukkede

I to uger var han indlagt på den lukkede afdeling. I et forsøg på at få hans hjerne til at slappe af fik han en maksimal dosis af beroligende og antipsykotisk medicin.

Men tankerne var så mange, at det stadig den dag i dag er ét stort rod. Han forsøger at grave nogle af dem frem. Som f.eks. den dag han stod og kiggede ud ad vinduet og fik øje på en flok ænder ude i haven.

»Jeg var helt overbevist om, at det var Dronningens ænder, som gik rundt derude. Det var sådan nogle vanvittige ting, som jeg slet ikke fatter, hvor kom fra.«

De mange sindssyge tanker blev ved, for medicinen virkede ikke. Peter Bau Hansens hjerne arbejdede på højtryk, og han sov ikke i 10 dage. Hans tilstand var så alvorlig, at lægerne ville behandle ham med elektrochok. Hjernen skulle ‘nulstilles’, hvis han skulle kunne slappe af.

Familien takkede ja. For som Jens Bau Hansen siger: ‘Var vi på intet tidspunkt i tvivl om, at alle ville det bedste for Peter’. Sådan har de det stadig.

To gange fik han elektrochok. Begge gange under fuld narkose, fordi han ikke kunne ligge stille.

Behandlingerne hjalp ham til at slappe af, men ikke længe ad gangen. For hver dag forsvandt han mere og mere. Familien besøgte ham, men besøgene var hårde for dem. For de kunne ikke tale med ham. Og endnu værre – de kunne intet gøre.

»At se sin søn forsvinde og samtidig være fuldstændig magtesløs er den største smerte, man kan forestille sig,« siger Jens Bau Hansen.

Efter to uger på psykiatrisk hospital stod det så slemt til, at en læge vurderede, at det måtte være noget andet end psykisk sygdom.

Kort efter lå Peter Bau Hansen i en ambulance på vej til Rigshospitalet.

»På Rigshospitalet troede lægerne, at han var ved at dø,« siger hans far, tydeligt påvirket. Han er nødt til at tage en kort pause.

Familien frygtede det værste. I to uger havde der ikke været ét eneste tegn på fremgang, men så endelig på Rigshospitalet skete der noget bemærkelsesværdigt. En rygmarvsprøve afslørede, at Peter Bau Hansen slet ikke var psykisk syg.

Den rigtige medicin

I stedet led han af en sjælden, autoimmun hjernebetændelse kaldet NMDAR encefalitis. En sygdom, som kun rammer 30-40 om året i Danmark. Populært kaldes sygdommen ‘Brain on fire’. Af ukendte årsager havde Peter Bau Hansens krop dannet antistoffer mod sig selv. Hans immunforsvar havde angrebet cellerne i hjernen.

Diagnosen var meget alvorlig, men betød, at han endelig kunne blive behandlet med den rigtige medicin. Den virkede, og familien kunne med det samme se en lille fremgang.

»Det var fantastisk. I to uger havde vi kæmpet med tanken om, at han var ved at forsvinde. Nu begyndte vi stille og roligt at kunne kende ham igen,« siger Jens Bau Hansen.

De små fremskridt var guld værd. Særligt én bestemt dag var en milepæl. Den dag hans gode ven Mikkel kom på besøg på Rigshospitalet.

»Han slæbte dig med ned i Fælledparken. Jeg var ved at skide i bukserne og tænkte: ’Hvad laver de, mand?’,« husker Jens Bau Hansen.

Det viste sig, at vennerne havde gået en tur og havde røget smøger i parken.

»Og jeg havde lige givet Peter kørekort, fordi han ikke røg,« siger faderen og kigger på sønnen, før de begge bryder ud i et stort, forløsende grin.

Tilbage til livet

Peter Bau Hansen var stadig syg, men fra den dag var der udelukkende fremskridt. Efter tre uger på Rigshospitalet blev han overflyttet til Herlev Hospital. Her begyndte han at kunne tale rigtigt igen. Han husker flere ting herfra. Kontakten til vennerne blev genoprettet, og de kom ofte på besøg.

Efter et syv uger langt indlæggelsesforløb, der havde bragt hele familien til helvede og tilbage igen, blev Peter Bau Hansen udskrevet og kunne tage hjem til Ølstykke.

De første fem uger gik han hjemme, men han ville genoptage sin uddannelse og finde en læreplads som elektriker.

Missionen lykkedes. Mindre end et halvt år efter at Peter Bau Hansen lå fastspændt til en hospitalsseng på den lukkede afdeling i Ballerup, fik han en læreplads. Lige siden har han arbejdet fuld tid, og om godt og vel et år er han færdiguddannet.

Peter Bau Hansen går stadig til kontrol hver tredje måned, men efter to år er risikoen for tilbagefald lille. Nogle gange føler han sig meget træt i hovedet, når han kommer hjem fra arbejde, og han kan have svært ved at være i større forsamlinger.

Men han er sluppet ’meget heldigt’, siger Daniel Kondziella, der er overlæge på Rigshospitalets neurocenter og var med til at behandle Peter Bau Hansen.

»Selvom Peter har haft et meget hårdt forløb, har han været meget heldig. Et flertal af patienterne får varige mén i form af kognitiv dysfunktion – de bliver hjerneskadede. I værste fald kan sygdommen være dødelig,« siger han.

Foruden beskedne mén i form af træthed og hovedpine har den i dag 20-årige Peter Bau Hansen kæmpet med en bivirkning fra den medicin, der hjalp ham til at blive rask.

Han kunne ikke blive mæt. Han spiste, til han var ved at kaste op. Alligevel gik der kun 20 minutter, før han var sulten igen, fortæller hans far.

I løbet af en måned gik han fra at veje 80 kg til at veje 130 kg. En stor forandring, som har været meget svær for ham at acceptere.

Efter mere end to år med omlægning af sine kostvaner, motion og udtrapning af medicinen, har han i dag også sejret i kampen mod vægten. For nylig kom han igen ned på sin tidligere vægt. Men kampen har sat sine spor.

»Jeg har strækmærker på 60 pct. af kroppen. Jeg har været meget utilfreds med det i lang tid, men har lært at betragte det som et tegn på, hvor langt jeg er nået.«