Den danske Skype-milliardær, Janus Friis, og sangerinden Aura Dione, gik fra hinanden i foråret 2015, og siden da er det ikke gået stille for sig. Parret, der havde et bryllup i sigte, er havnet i en bitter strid, hvor Janus Friis, der hævder, at Aura har været ham utro, har sagsøgt ekskæresten gennem fire år flere gange.

Blandt andet kræver Janus Friis, at Aura leverer forlovelsesringen til en værdi af tre millioner kroner tilbage, mens han yderligere kræver seks millioner kroner tilbage for kontanter og andre dyre gaver, som han gav Aura i den tid, de nåede at være kærester. Derudover kræver han, at en lejlighed i Indre København, som står i Auras navn, er hans.

Og nu er der så endnu en retssag på vej. I torsdags stævnede Skype-milliardæren Janus Friis den 30-årige sangerinde. Igen.

Det skriver Ekstra Bladet, der er i besiddelse af stævningen, hvori det fremgår, at Aura Dione og hendes holdingselskab er stævnet. Stævningen handler om den ekstraordinære generalforsamling, der blev holdt i Auras selskab, No Hustlers Inc. Holding ApS, og datterselskabet, No Hustlers Inc. ApS, den 8. september, hvor hendes tidligere advokat blev afsat som direktør, og hun i stedet selv blev indsat.

En beslutning, som Janus Friis ikke mener, er gyldig, og derfor forlanger hans fond, Lismore, nu, at Aura skal anerkende, at hun ikke er direktør for selskabet.

Årsagen til Janus Friis' utilfredshed er, at fonden mener, at Aura skylder den 15 millioner kroner. Penge, som fonden krævede tilbage med betaling i slutningen af januar, efter at parret var gået fra hinanden. Da pengene ikke var kommet inden fristen, indsatte Auras daværende advokat, Claes Hahn Balle, som nu er Janus Friis’ advokat, sig selv som direktør ved en generalforsamling, som Aura ikke var indkaldt til.

Men et halvt år efter, 8. september, var der så igen generalforsamling i selskabet. Her var det, at Aura indsatte sig selv som direktør. Senere samme aften var det dog igen Claes Hahn Balle, der var direktør i bestyrelsen.

Den bitre strid mellem Janus Friis og Aura Dione er kompliceret, og Janus Friis har ansat 13 advokater på seks forskellige advokatkontorer i fire forskellige lande til at vinde den juridiske krig mod ekskæresten.

Den 39-årige Janus Friis og den 30-årige Aura Dione var sammen i fire år, inden de gik hver til sit i 2011.