Hvor syg skal du være for at få førtidspension?

På trods af lægelige vurderinger er dét spørgsmål åbenbart sværere at afgøre end som så. En kørestol, rollator og en demenssygdom er nemlig ikke altid nok til at blive kendt uegnet til arbejdsmarkedet. Det viser en grotesk sag fra Svendborg, som Fagbladet 3F har fulgt. Her måtte en alvorligt og uhelbredelig syg kvinde bruge de sidste ni måneder af sit liv på at kæmpe med kommunen for at få førtidspension.

Dorte Pedersen sad i kørestol. Hun var dement, fik hjemmehjælp fire gange om dagen, mad fra kommunen og var visiteret til en beskyttet bolig.

Alligevel tøvede Svendborg Kommune med at give hende førtidspension og ville i stedet sende hende gennem et jobafklaringsforløb.

Først efter ni måneder indså kommunen, at Dorte Pedersen var for syg til at arbejde og indvilligede i at give hende pension. 13. maj besluttede kommunen, at hun kunne få førtidspension fra og med 1. juni. En uge efter døde hun. 59 år gammel.

»Hun blev så glad, da hun fik at vide, at hun havde fået pensionen. Nu kunne hun slappe af. Men der brugte hun de sidste ressourcer. Jeg talte med hende sidste gang Kristi Himmelfarsdag. Mandag morgen kom hun på sygehuset, og på det tidsdpunkt var hun så dårlig, at vi ikke kunne komme i kontakt med hende.«

Det fortæller Dorte Pedersens svoger, Aksel Søgaard Nielsen, som har været hendes bisidder gennem hele sagsforløbet.

»Det har været utrolig hårdt som pårørende at se, hvordan en rask kvinde sygner hen og til sidst bliver så dårlig, at hun ikke engang kan holde sit eget hjem. Hun, som altid har haft det skinnende rent. Jeg er så ked af det på Dortes vegne over, at hun skulle gennem det her forløb.«

I sine 40 år på arbejdsmarkedet har Dorte Pedsersen blandt andet solgt brød i en bagerbutik, arbejdet på fabrik og arbejdet som blæksprutte på en skole.

Men i 2010 kom en blodprop i hjernen i vejen, og Dorte Pedersen var sygemeldt i et år. Alligevel fik hun kæmpet sig tilbage på arbejdsmarkedet, men kronisk nervebetændelse i arme og ben betød, at hun igen måtte lade sig sygemelde. Hendes hukommelsen og koncentration svigtede, og hun kunne kun gå korte ture med sin rollator.

Hendes egen læge skrev til det kommunale jobcenter:

»Patienten er ikke funktionsdygtig som husmoder, men afhængig af hjælp fra familien og hjemmeplejen. Hun har ingen funktionsevne i forhold til arbejdsmarkedet.«

Det afholdt dog ikke jobcenteret fra at holde fast i, at Dorte Pedersen skulle i arbejdsprøvning.

»Det kom bag på mig, at sagsbehandleren mente, hun skulle i arbejdsprøvning. Hun kunne jo igenting,« fortæller svogeren.

Jobafklaring er en billigere løsning for kommunen. Når en person skal i jobafklaring i stedet for at få tilkendt førtidspension, sparer kommunen tusinder af kroner om måneden i forhold til den understøttelse, vedkommende får udbetalt.

Der skete først afgørende nyt i Dortes sag, da fagforening 3F bragte hendes sag helt til Christiansborg i forbindelse med en høring om reformen af førtidspension og fleksjob 15. april. En lille måneds tid senere kom der endelig svaret fra kommunen om, at hun havde fået tilkendt pension.

Dorte Pedersens svoger, Aksel Søgaard Nielsen, er dybt skuffet over den behandling, svigerinden har fået af kommunen og stiller sig uforstående over for, at kommunens sagsbehandler ville sende hende i arbejdsprøvning. Han er overbevist om, at det var den offentlige fokus på sagen, der fik kommunen til at ændre holdning.

»Det kan ikke være rigtig, at folk ikke kan sove om natten, bare fordi de skal til et møde på jobcenteret. Dorte var jo helt ude af den, når vi skulle derned. Hun sov ikke om natten. Det tærede virkelig på hendes kræfter. Jeg kan ikke svare på, om hun stadig havde været her, hvis hun ikke havde været igennem det her, men det tog utrolig hårdt på hende,« siger Aksel Søgaard Nielsen.

»Det påvirkede hende utroligt meget. Når vi besøgte hende, blev hun ved med at kredse om den pension. Det fyldte meget hos hende.«

Aksel Søggard Nielsen er pensioneret politimand og har været bisidder både for Dorte og to andre pensionssager.

»Jeg har været med som bisidder i denne type sager tre gange, og så har jeg fulgt et par sager på sidelinjen. Ingen alvorligt syg skal gå til møde på jobcenteret uden at have en bisidder med. Og hvis der er penge til det, en socialrådgiver eller en advokat. Den syge kan ikke overskue, hvad der bliver sagt. Den syge hører ikke, hvad der bliver sagt. Derfor skal der være professionel bistand, der hjælper den syge. Det er sørgeligt at sige det, men det er nødvendigt,« siger han med henvisning til en anden sag, hvor han oplevede en meget mangelfuld en sagsbehandling.

»Hvis jeg som politimand havde lavet lige så dårlig sagsbehandling, så var jeg blevet fyret,« fortæller han.

Dorte Pedersen var medlem af 3F og fik gennem hele pensinsforløbet stor hjælp af fagforeningens socialrådgiver Anette Brun fra 3F Sydfyn.

»Jeg synes, det er rigtig trist, når kommunenerne sidder den lægelige dokumentation overhørig, som der er i de her meget alvorlige og triste sager. Her er der en familie, der har kæmpet gennem lang tid for at give Dorte et tåleligt liv, og man kan jo spekulere på, om hun har givet op undervejs, fordi hun ikke har magtet mere. Hun har jo i perioder ikke vidst, om hun fik forsørgelse,« siger Anette Bruun.

Sidste år pålagde pensionsreformen kommunerne at genneføre ressourceforløb i denne type sager, men Anette Bruun er ikke i tvivl om, at Svendborg Kommunen sagtens kunne have givet Dorte Pedersen pension.

»Hvis Svendborg Kommune havde villet bevilge Dorte førtidspension, så havde de haft jura nok til det,« siger hun og tilføjer, at hun selv er bybt berørt af den ulykkelige sag.

Svendborg Kommune vil ikke udtale sig om sagen.

»Svendborg Kommune vil som udgangspunkt meget gerne udtale sig, hvis der foreligger en samtykkeerklæring. Men nu er det desværre så tragisk, at Dorte Pedersen ikke kan give en sådan. Så kan vi desværre ikke udtale os konkret om sagen,« siger Finn Boye, socialchef i Svendborg Kommune til Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F har fulgt sagen om Dorte Pedersen, siden hendes historie i april 2015 blev fortalt under en høring om førtidspensionsreformen i Folketinget. Du kan læse flere artikler om Dortes sag på Fagbladet 3Fs hjemmeside.