Debattøren Claes Kastholm er gået bort i en alder af 74 år. Det skriver Berlingske på sin hjemmeside.

København: Den mangeårige debattør og kommentator Claes Kastholm er død. Han blev 74 år gammel. Det skriver Berlingske på sin hjemmeside.

Claes Kastholm har de seneste mange år været ansat på avisen i Pilestræde, hvor han har været engageret i debatstoffet. Blandt andet var han en fast del af det satiriske "Groft sagt"-univers.

- Med Claes Kastholms død står et af de store træer i skoven ikke mere, skriver Berlingske.

Claes Kastholm blev født i december 1942. Han var uddannet i forsikring og reklame, en uddannelse han supplerede kandidatuddannelse i nordisk litteratur og et stipendiat fra Københavns Universitet.

Han blev i 1979 ansat som anmelder hos Politiken, hvor han senere blev lederskribent.

Efter en periode på TV2 gik Claes Kastholm til Ekstra Bladet, hvor han var chefredaktør fra 1997 til 1999. Han blev fyret fra sidstnævnte efter en kontrovers.

Fra 2000 var Claes Kastholm ansat på Berlingske.

- Offentligheden så det ikke altid i kommentarerne og i hans TV-optræden, hvor man fornemmede en debattør med temperament og skarpe kanter.

- Men i virkeligheden var han et venligt, vidende og forstående menneske, der stillede samme krav om høj kvalitet til sig selv, som han gjorde til sine omgivelser, skriver Berlingske

Han var i hele perioden aktiv i den danske debat og er en af medstifterne af den liberale tænketank Cepos.

Der ud over var Claes Kastholm engageret i filmen, hvor han var med til at starte Den Europæiske Filmhøjskole og i en periode var filmkonsulent hos Det Danske Filminstitut.

- En forfærdelig nyhed, et stort tab for den kvalificerede offentlige debat, skriver chefredaktør på erhvervsavisen Børsen, Niels Lunde, på Twitter efter nyheden.

Claes Kastholm efterlader sig ifølge Berlingske sin hustru, to børn og fire børnebørn.

/ritzau/