I 15 dage var vejret roligt omkring nordfranske Brest, men trimaranen Jonathan Livingston Seagull forblev ved kaj. Først på den 16. dag, den dag hvor en voldsom storm sendte vindstød på 80 km/t af sted, smed Jonas, Jakob og Nguyen fortøjningerne og forsvandt i Den Biscayiske Bugt.
- Det var det klart værste vejr i den periode, hvor de lå der. De kunne simpelthen ikke have valgt en dårligere dag at sejle ud på, forklarer metorolog Lars Henriksen fra DMI.
BT har bedt ham gennemgå vejrdataene for området fra fredag den 7. september, hvor danskerne ankom til den nordfranske havneby, og til søndag den 23. september, hvor de valgte at sejle ud igen.
- Der er generelt roligt vejr i hele den periode med et par små fronter undervejs, men ikke noget, der gav voldsom vind.
Det er faktisk først den 23.-24. september, at der kommer et lavtryk med vindstød op til orkanstyrke. Vejret bliver helt klart forværret lige præcis i det her område på det tidspunkt, siger han.
Undren hos kystvagten
Stormen var i øvrigt blevet varslet af myndighederne. Så hvad der fik de tre danskere til at sejle ud på lige netop dette tidspunkt, er blot endnu et af mange ubesvarede spørgsmål vedrørende det mystiske forlis.
For hvor de tre var på vej hen, har de tilsyneladende ikke fortalt nogen. Og hvorfor de ikke sendte et mayday-signal, giver stadig panderynker hos den franske kystvagt, der fandt dele af skroget den 29. september.
Redningsbåd forsvundet
- Her fandt vi en VHS-radio. Men vi modtog intet alarmopkald. det er meget besynderligt, lød det fredag fra kystvagtens Ingrid Parrot i BT.
Mest bemærkelsesværdigt er dog de oplysninger, der de seneste dage er kommet frem om de tre savnede danskeres baggrunde.
Først kom det frem, at 54-årige Jakob Wind-Hansen så sent som i 2004 blev dømt for at smugle hash i en sejlbåd, og at han i 2010 blev mistænkt for at smugle 800 kg hash fra Marokko i en lejet båd.
I går kunne BT så fortælle, at et andet besætningsmedlem, den 34-årige Jonas Duelund, er tidligere dømt for at have forsøgt at dræbe en dørmand på et diskotek i Odense.
Efter smugler- oplysninger: Kan de forsvundne sejlere være i live?
De seneste oplysninger har sat gang i spekulationerne i flere franske medier.
- Har de orkestreret og simuleret deres forsvinden til søs, spørger f.eks. le Télégramme, der også undrer sig over, at skibets redningsbåd på trods af flere eftersøgninger stadig ikke er fundet.
Mens eftersøgningerne er indstillet, er sagen nu overdraget til Fyns Politi. Her ønsker man ikke at fortælle, hvorvidt man efterforsker andre teorier end en ulykke. Man opfordrer dog folk, der evt. skulle have fået livstegn fra de tre danskere, til at henvende sig.
Fakta om ulykken
Danskerne sejlede fra Brest 23. september
Natten til den 24. september blev der observeret en nødraket i området
Den 24. september laver kystvagten tre overflyvninger af området for at finde de tre. De følgende dage gennemføres en daglig overflyvning.
Lørdag den 29 finder en fiskerbåd bådens skrog drivende med bunden i vejret 110 kilometer sydvest fra Brest i retning mod Portugal.
2. oktober indstilles eftersøgningen idet man ikke anslår at danskerne kan have overlevet så længe.
Fakta om båden
Navn: Jonathan Livingston Seagull
Model: Quorning 33 trimaran
Byggeår: 1979
Oprindelse: Lavet af Bent Quorning i ét eksemplar
Længde: 10,1 meter
Topfart: 27,78 knob



