Ufaglærte, gældsramte og lavtlønnede dropper helt at være med i en fagforening eller melder sig ind i en af de gule, hvor et medlemskab er billigere.

Kampen for de svageste har traditionelt været et varemærke for fagbevægelsen, men nu gider de svageste ikke længere at kæmpe for fagbevægelsen.

En undersøgelse blandt 700.000 lønmodtagere viser ifølge Information, at gældsramte udlændinge, lavtlønnede og ufaglærte fravælger de røde fagforeninger, og nogle af dem melder sig ind i de billigere gule fagforeninger. Også unge, småbørnsfamilier og folk med ringe tilknytning til arbejdsmarkedet vælger at spare kontingentet til en fagforening.

- Fagforbundene er blevet en bevægelse for dem med fast tilknytning til arbejdsmarkedet og ordentlige arbejdsforhold. Det er et problem for en fagbevægelse, der har slået sig op på solidaritet, at nogle af de svageste grupper ikke er med, siger ph.d.-stipendiat Christian Lyhne Ibsen fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet, til Information.

Han står bag undersøgelsen, der blandt andet konkluderer, at 20 procent af lønmodtagerne med de laveste indkomster i 2008 var medlemmer af en gul fagforening, mens det blot var fem procent i 1996.

Næstformand i LO, Lizette Risgaard, erkender, at fagbevægelsen står over for en stor udfordring.

- Det er da et kæmpe problem for dem og for os, at de her grupper fravælger den etablerede fagbevægelse, men vi arbejder for alle medlemmer og specielt for den del af arbejdsmarkedet, som har mest brug for fællesskabet i fagbevægelsen, siger hun til Information.