På sundhedsområdet er gabet mellem befolkningen som helhed og de socialt udsatte stadig stort, konkluderer ny rapport. Sundhedsministeren lover indsatser på området.

Stofmisbrugere, hjemløse, fattige og andre socialt udsatte har markant dårligere sundhed end befolkningen generelt, og indsatsen de seneste fem år har ikke givet mærkbare resultater. Det konkluderer Rådet for Socialt Udsatte i en ny rapport, der offentliggøres mandag.

Hvert femte år tegner rådet en sundhedsprofil for de socialt udsatte i Danmark og kan i år fortælle, at de socialt udsattes helbred stadig halter langt bagefter det generelle sundhedsniveau i den danske befolkning.

- Der er enormt lang vej endnu, hvis vi skal have lighed i forhold til sundhed for alle sociale grupper i Danmark. Vi kan konkludere, at indsatsen de seneste fem år slet ikke har været tilstrækkelig, og der er stadig en kæmpe kløft mellem befolkningen generelt og de socialt udsatte, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

Han peger på tre væsentlige områder, hvor gabet er særligt stort: Langvarig sygdom, selvmordsforsøg og stressniveau. Mens tre ud af ti blandt danskerne generelt har oplevet at være langvarigt syge, er det hele seks ud af ti socialt udsatte. Samtidig har kun én procent af danskerne prøvet at begå selvmord, mens hele 43 procent af de socialt udsatte har forsøgt at tage deres eget liv. Derudover føler mere end seks ud af ti af de socialt udsatte sig stressede mod én ud af ti i befolkningen generelt.

- Det er en helt uacceptabel stor forskel. Der er brug for nogle strukturelle forbedringer og tiltag på sundhedsområdet, for det er sådan noget, der rykker for alvor, siger Jann Sjursen.

De strukturelle tiltag kan ifølge formanden være noget lignende tandlægetilskuddet til lavindkomstgrupper, som regeringen og Enhedslisten tog med på Finansloven for 2013.

- Det var et skridt i den rigtige retning, men vi skal se meget mere af den slags, hvis uligheden skal mindskes. Vi forventer, at regeringen med denne rapport i hånden vil fokusere langt mere på de udsattes sundhed fremover, lyder det fra Jann Sjursen, der håber, at rapporten kan blive et »wake up call til beslutningstagerne«.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er ked af rapportens konklusioner.

- Jeg er desværre ikke overrasket over, at der er social ulighed i sundhed. Og det er egentlig heller ikke overraskende, at uligheden på flere områder ikke er blevet mindre. Men selv om det er vanskeligt at forbedre sundheden blandt stofmisbrugere, hjemløse og andre af samfundets mest udsatte grupper, så er det ærgerligt, at udviklingen tilsyneladende er gået den forkerte vej de senere år, skriver hun i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.

Ministeren mener, at de tiltag, regeringen allerede har taget initiativ til at gennemføre på sundhedsområdet, vil gøre en forskel. Her peger hun eksempelvis på tilskuddet til tandbehandlinger samt etableringen af fixerum til narkomaner.

- Min ambition er, at vi skal have større lighed i sundhed. Som samfund kan vi ikke være tjent med, at der er så stor social ulighed i sundhed. Derfor skal vi også blive ved med at bekæmpe uligheden og støtte initiativer, som kan hjælpe de udsatte og give dem bedre levevilkår, lyder det fra Astrid Krag.