aa
Når far og mor ikke længere vil leve sammen, føler hvert tiende barn, at bruddet er deres skyld, viser en ny undersøgelse. Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Video Article type "" is not supported.

Når skilsmissen rammer, er det ikke kun forældrene, der føler skyld. Ifølge en ny analyse fra Børns Vilkår mener hvert tiende barn, at de selv har forårsaget bruddet mellem mor og far.

»Jeg er midt i mine forældres konflikt, og de siger, at det er min skyld, at de skal skilles, fordi jeg vidste, at min far havde været utro.« Pige, 15 år

»For ni dage siden sagde mine forældre, at de skulle skilles. Jeg ved ikke, hvem jeg skal bo hos, og jeg er bange for, at det er min skyld.« Pige, 12 år

En skilsmisse bliver indgået i voksenverdenen. »Vores« bliver til »dit« og »mit« hen over lange samtaler. Ord, der ikke giver samme indlysende mening nede i børnehøjde. Selv om mor og far står der med våde øjne og insisterende fortæller, at det altså ikke er barnets skyld, at mor og far ikke længere elsker hinanden, er det netop lige dét, mange børn føler.

En ny undersøgelse foretaget af Epinion for Egmont Fonden og Børns Vilkår viser, at hvert tiende barn føler, at det er deres skyld, at forældrene ikke vil være sammen længere. Samtidig føler 32 pct. sig forvirrede over deres forældres skilsmisse. Undersøgelsen er en del af en større analyse af, hvad børn fortæller om skilsmisse på BørneTelefonen drevet af Børns Vilkår. Her har man gennemgået samtlige samtaler om skilsmisse, som rådgiverne på linjen har haft med børn i 2013 og 2014.

LÆS OGSÅ: 2015 blev det helt store skilsmisseår: Disse kendisser gik fra hinanden

Ifølge Bente Boserup, seniorkonsulent i Børns Vilkår, fortæller tallene det, som børnepsykologer altid har vidst. At børn vender spørgsmålet om hvorfor indad. Enten har de små fået en forklaring, de ikke kan forstå, eller også har de slet ikke fået en forklaring.

»Hvis man som barn ikke får en god forklaring fra forældrene, fylder barnet selv hullerne ud med dets egen forklaring. Børnene gør skilsmissen til deres egen skyld, selv om en skilsmisse altid kun handler om forældrene. Det skal de have hjælp til at forstå. Når forældre forklarer, at de skændes meget, fortæller barnets logiske sans, at forældrene skændes om barnet. Ergo er det barnets skyld,« siger hun.

Hvis jeg nu bare havde hørt mere efter. Hvis jeg nu havde samlet de sure fodboldstøvler op fra gulvet, var det her aldrig sket. Formuleringer som disse har Bente Boserup lagt øre til gennem årene. Hun er også stødt på børn, der oplever forældrenes utroskab ved at finde en besked på fars telefon eller ser et foto på mailen.

»Der kommer de ud i nogle store etiske dilemmaer. Børnene vælger mange gange at sige det til den anden forælder, fordi de ikke kan bære at gå rundt med den viden. Så er det, at forældrene engang imellem godt kan finde på at give barnet skylden for, at det hele er gået galt. De kan også opleve et stort tomrum, hvis forældrene egentlig synes at have det ok. Lige pludselig går det op for dem, at de faktisk slet ikke har det fint. Og så søger de igen en forklaring i deres egen adfærd. Det giver mening for dem i alt det meningsløse.«

Lad være med at nedtone følelserne

Man skal ikke kun sige det én gang. Det skal siges flere gange. Mor og far skal skilles. Det er ikke lig med, at vi er holdt op med at elske dig. Når budskabet helt entydigt ikke altid når frem til børnene, skyldes det ifølge Bente Boserup blandt andet, at forældre af i dag har svære betingelser, når de gennemlever en skilsmisse.

»For 50 år var det sådan, at far måske fik en weekend engang imellem sammen med børnene. Det vil jeg ikke tilbage til. Men i dag lægger lovgivningen meget vægt på samarbejde og, at forældre deles om meget. Flere forældre vælger jo i dag en 7-7-ordning og det kræver udstrakt samarbejde. Forældre i dag vil rigtig gerne gøre det godt. De vil gerne skåne deres børn. Men der kan være en masse grunde til, at de selv snubler, for de er jo i krise.«

Bente Boserup har set det ske flere gange. Forældre, der ikke forstår den simple logik, børn har. Forældre, der ikke ser, at deres barn føler stor skyld, fordi barnet altid siger, at alt er fint.

»Hvis man som mor eller far underspiller det og siger: »Jamen det er jo ikke slemt, og vi skal nok klare det«, vil barnet også forsøge at tone følelserne ned. Det kan komme ind i en ond spiral, hvis ingen tager hånd om dets følelser. Så vil barnet på sigt reagere i skolen i stedet for derhjemme. Man kan ikke nødvendigvis se, når et barn føler skyld og sorg. De fleste børn vil gøre, hvad de kan, for at forældrene ikke skal blive endnu mere kede af det,« siger hun.

Børn kan bedst tåle sandheden

»Mine forældre skændes om samværet, og vi skal i statsforvaltningen. Jeg føler, at det er min skyld, at det er gået så galt, fordi jeg har sagt, hvad jeg gerne vil.« Pige, 15 år.

»Jeg tror, det er min skyld, at mine forældre skal skilles, for jeg har skændtes rigtig meget med min mor på det sidste.« Dreng, 12 år.

Engang havde børnepsykolog Margrethe Brun Hansen en dreng i sin praksis, hvis ord hun stadig klart kan genkalde sig. Forældrene skulle skilles, og midt i sorgen siger drengen til hende:

»Sig til mine forældre, at jeg skal nok lade være med at gå ind til dem om natten. Det kan de ikke lide, og det er nok derfor, at de ikke længere vil bo sammen.«

Ord, der tydeliggør, at forældre ofte undervurderer, hvad det er, børn egentlig går rundt og oplever.

»De bruger meget energi på at aflæse de voksne for at forstå, hvorfor mor og far er kede af det. De uddelegerer ikke ansvaret, som voksne måske vil gøre det. Voksne siger ofte til barnet, at »det skal du ikke bekymre dig om«. Det skal man aldrig sige til et barn. Så begynder det først at bekymre sig. Man skal i stedet sige direkte, at man kan se, at barnet er ked af det. Børn kan bedst tåle sandheden. Man skal ikke dække over noget,« siger Margrethe Brun Hansen.

Hun opfordrer skilsmisseramte forældre til at holde ekstra øje med deres børns adfærd. Børn, der pludselig opfører sig særligt velopdragent, har altid gjort børnepsykologen bekymret.

»Hvis man får en fornemmelse af, at barnet går lidt på listefødder, skal man tage det op. Det er farligt, når børn bliver lidt for artige. Det er et tegn på, at de bruger for mange kræfter på at tilpasse sig en situation, der er skabt af de voksne.«

Når et barn påtager sig skyld, er første fase, at det bliver indadvendt, trist eller begynder at råbe. Anden fase kan være tisseri i sengen eller pjækkeri fra skole.

»Deres tanker kredser kun om den dårlige stemning, der er derhjemme. Den fylder så meget, at man må trække sig ind i sig selv. Børn passer på os hele tiden. Hvis mor har grædt om natten, vil børnene tit gerne blive hjemme om dagen, fordi de drager omsorg for hende. Det oplever jeg ofte i min praksis. Derfor er det så vigtigt at forklare dem, hvorfor man græder.«

Træd ned i børnehøjde

For 20 år siden skulle børn bruge langt mere energi på at navigere i alt det uudtalte. Noget de led under, lyder udlægningen fra Margrethe Brun Hansen. I dag taler forældre langt mere om det, der foregår i hjemmet. De ser deres børn og har ofte fuldt fokus på dem. De respekterer, når barnet siger, at det har det dårligt i skolen. Der hvor det kammer over er, når forældre uddelegerer for meget ansvar. Børn skal have lov til at være det, de er. Børn.

»Et barn skal selvfølgelig indgå i familien og det sociale sammenspil dér. Men det skal ikke tage ansvar for familiens trivsel. Det, der stresser børn rigtig meget, er, når voksne ikke tager lederskab. Jeg har set forældre, der tror, at fordi deres egne børn er velformulerede og ligeværdige, skal de også inddrages som en fortrolig. Det er ikke hensigtsmæssigt. Vi er de voksne, der skal forklare dem, hvad der sker, og vi skal udstråle, at vi har styr på det. Det skal være os, der finder ud af det. Ikke dem.«

Forældre taler typisk om, hvad de vil have fra børnene. I stedet for at møde dem og lytte til dem, hvor de er. Det er de børn, familieterapeut Anna Prip Brandt møder i sin praksis. Dem, der står alene med de mørke følelser. På sigt kan skyldfølelsen gå ud over barnets selvtillid. Det mister evnen til at mestre sit eget liv. Skyld er koblet til skam. Og skam er koblet til ens følelse af værdi.

»Børn har det, man kan kalde grandios tænkning. Helt fra de er små, har de en forestilling om, at verden drejer sig udelukkende om dem. Ulempen ved det er, at de også kan tænke, at alt det, der ske omkring dem, også er forårsaget af dem selv. De tænker magisk og tror jo eksempelvis på, at der rent faktisk er monstre under sengen. Når forældre så har travlt med at sige, at »det er ikke din skyld«, ved de simpelthen ikke, hvem de skal fortælle, at de rent faktisk oplever det som deres egen skyld.«

Hun vil kun give ét råd. Et simpelt af slagsen: Træd helt derned i børnehøjden. Altså sådan helt nært med åbne ører. Spørg ind til barnets konkrete hverdag. Hvem leger du med? Hvilke venner kan du være sammen med, når du er det ene eller det andet sted? Hvad har du brugt dagen på?

»Den eneste ting forældre i virkeligheden behøver at gøre er at bære deres barns oplevelse. Barnet skal ses der, hvor barnet er. Ikke der hvor forældrene vil have det. Og ved du hvad? Det er faktisk noget af det sværeste for voksne. De kan simpelthen ikke bære, at barnet har det svært. Der er mange børn, der siger under skilsmisseprocessen, at de har lyst til at dø. Det er noget af det mest skræmmende, et barn kan sige. Vi er jo genetisk styret til, at vi skal gøre vores børn glade.«

Alle citater fra børn er fra anonyme henvendelser på BørneTelefonen.

Kilde: Børns Vilkår

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook