De kendte stod i kø for at få ordnet bisser hos ham. Han var først herhjemme med kosmetisk tandpleje. Nu er han død. Kendis-tandlægen Kim Sperly blev kun 56 år. Dødsfaldet bekræftes over for BT af nære venner. Tandlægen vil blive bisat i stilhed, oplyses det.

Tandlægen blev fundet død i sit hjem i Virum efter at være startet på sit otium for ikke så længe siden. Det var fredag ikke muligt at få kontakt til familien. Kim Sperly efterlader sig to sønner.

- Kim var ikke kun en dygtig tandlæge. Han var et utrolig varmt menneske, stærkt interesseret i sine patienters ve og vel. Har var meget let at blive ven med, Et meget åbent menneske, fortæller Lars Lindskov, kommunikationskonsulent i Roskilde, som fik ordnet tænder hos Kim Sperly i mere end 20 år, og som fik et tæt og venskabeligt forhold til den kendte tandlæge.

- Jeg havde kontakt med Kim lige til det sidste. Det er ikke mange dage siden, vi mailede sammen. Han har ikke klaget over symptomer af nogen art. Dødsfaldet kom meget pludseligt, siger Lars Lindskov.

Blandt sine mange kunder fra showbiz var kendte navne som bokseren Hans-Henrik Palm, Frederik Fetterlein og modellen og skuespilleren Trine Michelsen, som døde for fire år siden.

Tandlægens liv har de senere år været lidt af en rutsjetur. Mens millionerne rullede ind på kontoen, havde han millionvilla i Hellerup. Den 192 kvadratmeter stor pragtbolig blev sat til salg i 2011 for næsten ti millioner kr. Han valgte derefter en noget mere beskeden bolig i Virum.

På det tidspunkt var indtægterne fra den fine city-adresse i Palægade ved at falde. Bl.a. fordi krisen fik færre til at bruge penge på tandbehandling. Sidste år ramte han bunden: Gik konkurs med sin klinik. Nu drives den af andre.

Den kendte tandlæge, der var først herhjemme med bl.a. at blege tænder og montere ædle smykkesten på fortænder, fik et par klageafgørelser imod sig i de sidste år af sin tandlæge-karriere. Det tog ret hårdt på ham.

- Mine tanker går til Kim Sperlys familie. Frygteligt for hans børn, hans familie og alle dem, der er nær. Og frygteligt for os, der kendte Kim og altid kun så et smilende ansigt, når vi mødte ham. Det var ALT for tidligt, Kim. Du vil være savnet, skriver den kendte eks-roer Mette Bloch på Facebook.

Hun var blandt de mange kendte danskere, som havde ham som fast tandlæge.
 
Til bt.dk siger hun: 

- Kim var så utrolig hjælpsom. Hvis en patient fik tandsmerter i weekenden, var han f.eks. parat til at komme ind på klinikken for at ordne problemet. Og det var ikke pengene, der drev ham. Han ville bare sine patienter det bedste.

Bokseren Hans-Henrik Palm skriver på Facebook:

-  Det var en trist meddelelse at få fra morgenstunden, Jeg har kendt Kim i mange år - som mit faste holdepunkt, når tænderne trængte til fornyelse. Altid hjælpsom og flink som få, med et smittende humør. En rigtig guttermand, skriver Palm.

Kim Sperly var meget omtalt i ugebladene, da han i periode var gift med den kendte model, den nu afdøde Jeanette Starion - kåret som "Pet of the Year" i 1983.