____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Jesuskirken i Valby var fyldt til bristepunktet tirsdag middag, hvor et stort følge var mødt op for at tage afsked med Steen Ankerdal.

Kirkegulvet var fyldt med kranse og bårebuketter, og sportsfolk, journalister og tv-folk, familie og venner valfartede til kirken for at vise den kendte sportsjournalist den sidste ære.

Han døde i sidste uge efter flere års lang kamp mod en aggressiv kræftsygdom. 66 år gammel.



TV-værten Michael Meyerheim var en af de mange, som var mødt op for at tage afsked. Han arbejdede sammen med Steen Ankerdal på TV2.

- Vi siger farvel til en meget dygtig og engageret mand, som altid var humørfyldt, og hvis gode humør smittede både privat og på redaktionen. En mand, der var god til mennesker med indlevelse og empati, og så havde han den sjældne evne til at være sig selv, når han var på, sagde Meyerheim, før han gik ind i kirken. En anden tidligere TV2-kollega var Isabella Miehe-Renard. Hun var dybt berørt, da hun ankom til kirken.

- Han var en meget elsket mand. Og meget hjælpsom både fagligt, praktisk og privat. Selv om han altid have travlt. Du må undskylde, men jeg er meget ked af det. Jeg har kendt ham i mange år, lød det fra den tidligere TV-vært, inden hun gik ind i kirken.

Tidligere sportschef på TV2, Morten Stig Christensen, var også mødt op for at sige farvel til sin kollega

- Vi siger farvel til en god ven, som var med fra starten på TV2. Han var en pioner. Han var med i inderkernen. Steen var en del af den journalistiske rygrad på redaktionen. Det var ham, der kom med kritiske vinkler på tingene. Det er helt forkert, at han er død. Det er alt, alt for tidligt. Han hører til den type ronkedorer, som man tror ikke kan dø.





Højtideligheden fandt sted i Jesuskirken i Valby i København, og det var præsten og samfundsdebattøren, Sørine Gotfredsen, der stod for bisættelsen. Hun er selv tidligere sportsjournalist og har arbejdet sammen med Steen Ankerdal.

- Jeg har før bisat mennesker, som jeg kender. Men jeg har aldrig prøvet at bisætte en tidligere kollega. Jeg vil helt sikkert, når jeg skal skrive talen, tænke tilbage på, hvordan Steen var, og hvis der er noget, jeg husker, som karakteriserer ham, så skal det selvfølgelig med, sagde hun kort efter dødsfaldet til Ekstra Bladet.

bt.dk erfarer, at familien ønsker, at bisættelsen kommer til at foregå helt i Steen Ankerdals ånd.

Alle, der har haft berøring med den kendte sportsjournalist er inviteret til at deltage. Efter begravelsen inviterer familien på mad og drikke hos KFUM-spejderne på Vesterbro.

Også KFUM-spejderne på Vesterbro havde han et særligt forhold til. 

- Han har altid haft stor kærlighed til KFUM, fordi min farfar var med til at starte KFUM på Vesterbro. Så min far blev opdraget i KFUM, sagde sønnen Morten Ankerdal til BT i sidste uge.

- Steen var virkelig et foreningsmenneske og syntes, at foreningslivet var vigtigt for vores måde at tænke idræt på i Danmark.