De har skabt tjek på boligmarkedet

Fire it-nørder har stor succes med hjemmesiden boliga.dk.

Det startede med tre it-nørder i en kælder, der hyggede sig med et lille fritidsprojekt i 2006.

I dag er de fire direktører med 12 ansatte og aktiviteter i tre lande.

Boliga er nu Skandinaviens største boligsøgemaskine.

Og dermed er det en ægte boligsucces på et tidspunkt, hvor det ellers er sjældent ordene 'bolig' og 'succes' bliver nævnt i samme åndedrag.

På boliga.dk kan man gratis søge boliger efter pris og område på tværs af alle ejendomsmæglere. Man kan se, hvor længe boligen har været til salg, hvornår den er blevet sat op eller ned i pris, og hvor meget lignende huse koster i samme område. Alt sammen noget, der gør markedet nemmere for køberne. I 2008 startede boliga.se og i 2009 boliga.no.

- Det har ikke været nemt, og der er mange forhindringer på vejen. Vi er blevet overraskede over, at der er så meget politik på boligmarkedet, og at ejendomsmæglerkæderne holder så meget sammen om at holde andre - som os - ude. De har meget travlt med at sige, at vi ikke er en blomst, der er vokset i deres have. Og de har også forhindret os i at åbne i et fjerde land i et halvt års tid nu, siger en af de fire partnere, Tim Jensen.

Spørger brugerne

- Men alligevel er det jo gået meget stærkt for os. Og vi synes, det skyldes, at vi lytter til kunderne. Vi kommer alle fire fra jubii.dk, og vi spørger hele tiden vores brugere, hvad de kunne tænke sig. Det var bl.a. derfor, vi i år kunne udvide med lejeboliger, siger Tim Jensen.

- Vi vil gerne være for det skandinaviske boligmarked, hvad Google er for al anden information på internettet, siger en af stifterne Ricco Zuschlag.

- Forbrugerne er begejstrede over kun at skulle søge ét sted, og at man kan se liggetid og prisudvikling for den enkelte bolig. Vi får en del modstand fra ejendomsmæglerbranchen.

Uigennemsigtigt marked

- Vi kaster jo lys over et marked, som ellers er lidt uigennemsigtigt, og det er primært til forbrugernes fordel.

Nøglen til Boligas succes ligger i at indsamle, sortere og levere relevant information - nemt og overskueligt og i højt tempo. Oplysningerne på Boliga er gratis, og ejendomsmæglerne giver ikke noget for de mange klik på deres annoncer.

- Vi prøver på kun at levere de informationer, som vores brugere efterspørger. På den måde kan vi holde vores side hurtig og effektiv for brugerne, siger Ricco Zuschlag.

Boliga har vundet en serie af priser i it-branchen.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her