Det kan være en smerte at vokse op i skyggen af en foretrukken søster eller bror. At have et favoritbarn er et af de sidste tabuer, siger en psykolog.

De fleste forældre vil nok benægte det. Men ifølge en række eksperter har mange forældre et favoritbarn, som de forstår bedre og føler sig tættere knyttet til. Det skriver Jyllands-Posten.

»Alle forældre kender uden tvivl følelsen af, at det er nemmere at være forældre til ét af børnene i søskendeflokken end de andre. Det kan blive skamfuldt og tabuiseret, hvis man forveksler det med, at man ikke elsker sine børn lige meget,« siger psykolog Heidi Agerkvist til avisen.

Cand.pæd. og -psych. John Halse, tidligere formand for Børns Vilkår, kalder det at have et favoritbarn for »et af de sidste tabuer, der er tilbage«.

»Når jeg sidder i min konsultation med forældre og stiller spørgsmålet om, hvilket barn de bedst kan lide, møder jeg først afvisning. Men skåret ind til benet viser det sig næsten altid, at der er et af børnene, de har det bedst med. Ikke sjældent den førstefødte, fordi det barn har fået den første og største opmærksomhed,« siger han.

Den oplevelse har en kvinde, som fortæller sin historie i Jyllands-Posten i dag, haft. Hun har i en meget stor del af sit liv kæmpet med følelsen af ikke at være god nok, og hun har i dag opgivet at få en god relation til sin storesøster, som, hun mener, blev favoriseret af forældrene og var årsag til, at hun selv følte sig som »det tynde øl«.

International forskning bekræfter, at det ofte er den førstefødte i en søskendeflok, som bliver yndlingsbarnet. Professor Katherine Conger fra University of California fulgte i tre år 384 søskende og deres forældre og konkluderede, at 65 pct. af mødrene og 70 pct. af fædrene udviste en særlig præference for det ene af deres børn – oftest det ældste.

Ifølge børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, der er forfatter til flere bøger om opdragelse, kan det have alvorlige konsekvenser for de børn, som vokser op i skyggen af en foretrukken søskende.

»Det er rigtig sørgeligt og en stor smerte, hvis man som barn kan mærke, at far og mor holder mere af en af ens søskende end én selv. Det er som at vokse op i en flok, men alligevel ikke høre til,« siger Margrethe Brun Hansen til Jyllands-Posten.