For to år siden stod Dot Wessman i sit livs krise. Hendes datter var involveret i en trafikulykke og endte i koma. På samme tid blev bakkesangeren forladt af Morten Messerschmidt. Hun har stadig svært ved at tilgive – ikke kæresten, som hun har valgt at tage tilbage – men Gud.
Indtil den 1. februar 2015 var Dot Wessman en flittig kirkegænger. Hun kunne godt lide at tage turen fra Dyrehavsbakken, hvor hun bor og arbejder, til Ordrup Kirke søndag morgen – gerne med sin kæreste, politikeren Morten Messerschmidt, ved sin side.
»Jeg har altid godt kunnet lide fællesskabet i kirken. En søndag formiddag, hvor man bare skal være. Kirken var et trygt rum for mig med salmerne og prædiken.«
Men det fik en brat ende en frostklar dag, da bakkesangerens liv forandrede sig.
Den første dag i februar for to år siden vågnede hun, ved siden af Morten Messerschmidt i Bruxelles, til beskeden om, at hendes datter havde mistet herredømmet over sin bil i en soloulykke og var kørt galt hjemme i Danmark.
Dot Wessman fløj straks hjem for at sidde ved sin datters sygeseng, for den 22-årige Johanne lå i koma.
Efter ulykken kunne Dot Wessman ikke gå i kirke.
»Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg ved godt, at religiøse mennesker vil sige, at man ikke kan bebrejde Vorherre, men sådan har jeg det altså. Jeg arbejder stadig på at tilgive ham, for jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort, siden jeg skulle rammes af det her. Har jeg gjort noget, som er så graverende, at det kan matche, at min pige skal sidde i kørestol,« spørger hun.
Livet gør ondt
Dot Wessman valgte at holde sig oprejst og i live, for i hendes bog er ordet ’nej’ ikke en mulighed.
»Folk går ned på mindre ting, men jeg ville ikke sidde som et vrag og har heldigvis evnen til at rejse mig.«
Hvor den 59-årige Dot Wessman har den evne fra, er hun ikke i tvivl om. Selvom hun i det ydre kan virke som en spinkel, fin kvinde med hang til store rober og glade melodier, gemmer der sig en fighter bag de brune øjne.
»Jeg var meget syg som barn. Min krop kunne ikke optage zink, men inden de (lægerne, red.) fandt ud af dét, var jeg ofte syg og lå meget på hospitalet. Jeg havde altid forbindinger på,« siger hun og tager sig til armene, hvor forbindingerne engang dækkede store sår.
»Det gjorde vanvittig ondt, når forbindingerne skulle af. Dér lærte jeg, at nej ikke er en mulighed. For af skulle de jo.«
Sygdommen lærte Dot Wessman, at ting gør ondt. En erkendelse, hun har båret med sig helt ind i voksenlivet. Og livet kom til at gøre endnu mere ondt.
Et halvt år efter ulykken var det slut mellem hende og et af dansk politiks store navne, den 23 år yngre Morten Messerschmidt, som hun ellers havde dannet fast par med i otte år. Hvorfor og hvordan bruddet skete, blev der skrevet og gættet meget om. I dag har Dot Wessman ikke lyst til at hælde mere benzin på dét bål. Faktum er, at Morten Messer-schmidt er tilbage i hendes liv igen.
»Det er svært at tale om. De ting, man ser på intensiv ...« indleder hun forklaringen på bruddet og kærligheden, som er vendt tilbage.
»Det er så hæsligt at have et barn, som ikke er vågen i en hel måned. Jeg sad hos hende hele tiden. Når jeg tog hjem, ringede de fra hospitalet og spurgte, om de måtte operere en ventil ind i hendes hoved. Så sad jeg og ventede endnu et par timer på, at de skulle ringe igen og sige, om hun var i live. Morten så hårde ting, og han vidste, at Johanne skulle leve med det her resten af sit liv. Jeg tror, livets alvor ramte ham meget hårdt dér. Han fik brug for en tænkepause, hvor han skulle overveje: Kan jeg klare det her?«
En bagatel
Det var i kølvandet af de overvejelser, at Morten Messerschmidt og Dot Wessman ikke længere var et par. Det var ikke med Dot Wessmans gode vilje. Alligevel tog bruddet ikke hårdt på hende.
»Det værste, der kunne ske, var jo allerede sket. Alt andet virkede pludselig ligegyldigt. Det virkede ligegyldigt, at to mennesker går fra hinanden i forhold til, at der ligger en 22-årig på intensiv, som aldrig får sit liv tilbage. I den situation sidder man ikke og tuder over en mand, der går.«
I den periode så venner og bekendte heller ikke meget til Dot Wessman. Hun gik på arbejde og var der for sin datter. Det var det eneste, hun kunne.
»Du kommer fra en meget stærk virkelighed på hospitalet. Andre mennesker spørger til dig, men de forstår ikke dén virkelighed, så de begynder hurtigt at tale om deres nye frisure. Helt ærligt, det kan jeg ikke stå og tale om,« siger hun.
Dot Wessman og Morten Messerschmidt kappede aldrig forbindelsen helt. De talte stadig sammen dagligt, derfor var det ikke en stor omvæltning, da Morten Messerschmidt dukkede op i hendes liv igen sidste sommer. Og Dot Wessman sagde ikke ’nej’ til sin Morten.
»Det var nemt at finde sammen igen, for vi talte sammen i forvejen. Morten og jeg har kendt hinanden, siden mine børn var teenagere, han havde og har en stor kærlighed til mine børn.«
Hun kan ikke huske præcis, hvordan forholdet kom tilbage på sporet.
»Det var vist bare sådan: ’Vil du, eller vil du ikke? Godt, det vil jeg gerne. Så gør vi det’. Mine følelser for Morten var jo de samme, som de altid havde været. Det føltes, som det skulle. Der er mange nuancer af de følelser, men det føltes i hvert fald rigtigt. Vi kan også godt sige, det er for evigt. Jeg går i hvert fald ingen steder.«
I dag har Morten Messerschmidt ikke svært ved at være der for Johanne og for sin kæreste.
»Han tager ofte med til Vejle og besøger hende, og det er ham, der bærer hende fra kørestolen ind i bilen, når vi skal noget.«
At det kan lade sig gøre, skyldes til dels, at Morten Messerschmidt siden sidste år har været sygemeldt med stress, efter at han blev ramt af en politisk orkan. Han blev beskyldt for uretmæssigt at have brugt EU-midler. I takt med at presset mod den unge politiker blev stærkere, kapitulerede hans helbred, indtil han til sidst blev indlagt efter et ildebefindende.
Siden har de været der for hinanden.
»Vi har begge udfordringer, der skal håndteres. Det gør vi ved at lægge strategier sammen. Jeg ved ikke, om man kan sige, at jeg har hjulpet ham. Vi gør bare det, vi skal. Det er bl.a. bare at være sammen,« siger hun.
Det er seks måneder siden, at Europa-politikeren blev sygemeldt på ubestemt tid, men han ventes snart tilbage i aktiv politik. Måske allerede i næste måned.
Sidste kamp
Har du haft brug for at tilgive Morten, at han gik fra dig?
»Nej, for mig handler det ikke om tilgivelse.«
Dot Wessman er en erfaren dame, når det kommer til pressen, og hun har set sin del af overskrifter om både sig selv og sin kæreste.
»Du får mig ikke til at sige, at jeg forstår, hvorfor han gik, men du får mig heller ikke til at sige det modsatte. Det, jeg kan sige, er, at vi gik fra, at alt var vidunderligt, til det næste sekund, hvor intet var det samme mere. Men tilgivelse er slet ikke et parameter, jeg arbejder med, når der sidder et ungt menneske på et genoptræningscenter og kæmper for at komme tilbage til livet.«
I dag er Johanne til genoptræning i Vejle, hvor hun bor på et af landets bedste steder for unge med hjerneskade. Hun er dagligt i kontakt med sin familie via facetime, og Dot Wessman – ofte i selskab med Morten Messerschmidt – besøger hende en gang om ugen. På grund af sin kørestol kan Johanne ikke så let komme hjem til Klampenborg, hvor hendes mor bor. Det er Dot Wessmans største frustration for tiden. Oven i det store praktiske arbejde, der er forbundet med at være nærmeste pårørende for en hjerneskadet. Dot Wessman har lige været igennem en af den slags sager, der gør hende meget træt:
»Johanne mangler en speciel badedragt, som jeg ville købe til hende. Men det må man ikke i det system. Man skal søge det offentlige om det og jeg skulle udfylde et hav af skemaer for flere uger efter at modtage et afslag – på en badedragt, som jeg selv havde tilbudt at købe,« siger hun og tager sig til hovedet.
»Det er den slags udfordringer, der fylder dagligdagen.«
Og selvfølgelig arbejdet på Bakken.
I år fejrer Bakkens Hvile 140 års jubilæum, mens Dot Wessman kæmper for at holde den gamle pavillon med syngepiger og levende orkester i live.
»Det er hårdt arbejde at være gøgler. Man skal sidde i banken og forhandle en rutsjebane til 42 millioner kr. om formiddagen og bære skraldet ud om aftenen. Jeg har kulstøv under neglene, fordi jeg hver dag tørrer støv af i radiobilerne, men jeg står også på scenen i Bakkens Hvile om aftenen,« siger den erfarne showbiz-dronning og rejser sig fra sin stol i lejligheden bag ’Hvilen’, som hendes hus kaldes. Der er kommet et par morskabsautomater fra Jylland, og hun skal i gang med prøverne, for der er premiere på sommerens forestilling den 17. maj.
Det var Johanne, som skulle have overtaget det gamle syngested på Bakken. Hun var allerede godt inde i tingene, da hun kørte galt. I dag ligger overtagelsen ikke lige for.
»Min fars familie var cirkusartister, og min mors var teltholdere på Bakken. Jeg er 100 pct. gøgler. Bakkens Hvile har været i min familie siden 1936, men i dag har jeg ingen at give det videre til.«
Måske betyder det, at hun må dreje nøglen om til Bakkens Hvile og satse på gyngerne og karrusellerne i stedet for. Det vil være trist. Men det er vand i forhold til, hvad hun har gennemlevet.
Tilgivelsen
Et års tid efter ulykken vovede Dot Wessman sig igen ind i sin lokale kirke. Hun vidste, at det var hendes foretrukne præst, der skulle prædike den søndag.
»Jeg gik ikke til nadver. Dét kan jeg altså ikke få mig selv til. Men jeg sad og kiggede på den varme, der var deroppe ved alteret, da de andre sad der.«
Efter gudstjenesten kom præsten hen til Dot Wessman for at spørge til Johanne.
»Jeg har overvejet at tale med præsten om, hvad der er sket. Men jeg har ikke gjort det endnu.«
En af de ting, som hun gerne vil tale med præsten om, er, hvordan hun skal bære sig ad med at tilgive Gud.
»Jeg kan ikke nu. Sådan har jeg det bare. Jeg ved godt, at Morten vil sige, at det skal jeg, og han er så klog. Men lige på dét punkt vil jeg ikke høre efter, hvad han siger. Jeg har brugt så ufatteligt mange timer på at gennemgå, hvad jeg har gjort forkert. Men intet kan retfærdiggøre, hvad der er sket. Ville Gud have mig til at åbne mine øjne for noget andet i livet,« spørger hun.
»Folk siger, at en ulykke kan bringe en familie tættere sammen, men jeg var så tæt, som jeg kunne komme med min familie, i forvejen og forstår stadig ikke, hvad det var, Johannes ulykke skulle vise mig.«
