I dag gør vi en masse ting, vi ikke gjorde før. Mobiltelefoner og de sociale medier kan blandt andet tilskrives en del af ansvaret for, at vores grænser har rykket sig.
Vi taler i mobiltelefon om, hvad der lige falder os ind og hvor som helst. Vi råber ad vores børn, mens vi forsøger at trække dem hjem gennem ulvetimen. Og i toget på vej til arbejdet om morgenen er vi ikke bare involveret i folks morgenmad, der indtages på farten, flere bruger også transporttiden på at lægge dagens makeup. Det skriver Berlingske.
»Hele det offentlige rum er blevet privatiseret på en helt anden måde, end det har været tidligere. Det har ændret sig, så det ikke længere virker som om, at det er et offentligt sted, vi færdes, men som et privat sted, hvor vi kan gøre det samme, som vi gør derhjemme,« siger socialpsykolog Lars Dencik fra Roskilde Universitet, RUC.
44 procent af vi danskere mener, at vores snak om privatlivet i det offentlige rum har udviklet sig til det værre. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Gallup har foretaget på vegne af Berlingske.
Igennem hele efteråret har Berlingske testet danskernes grænser for, hvornår vi vil gribe ind. Det har vi gjort gennem ti sociale eksperimenter, hvor skuespillere på skjult kamera blandt andet har foregivet at ruske en barnevogn med barnegråd, har tabt indkøbsposer på Strøget eller har talt højlydt om sex i bussen.
En eftermiddag i Københavns linje 1A kunne passagererne således lytte med, mens en lyshåret kvinde i detaljerede brudstykker fortalte sin veninde i den anden ende af røret om sin nat med en mand, der havde vist sig at være stripper.
Flere af passagererne fnisede for sig selv, mens de rystede let på hovedet.
»Der skal sgu meget til før, at den slags er for meget efterhånden,« siger en medpassager.
Mens en af kvindens andre sidemænd reagerede med et smil:
»Det er efterhånden så naturligt, at man sidder og er meget lidt privat med sit privatliv.«
I over en time kunne kvinden i bussen fortælle ugeneret om sin aften med stripshow og body tequila, før en anden kvinde brød ind.
»Når det bliver privat, og det varer et stykke tid, så kan jeg ikke rigtig holde det ud,« lød forklaringen fra kvinden, der greb ind.
At vi lige præcis har fundet trang til at tale privat i offentligheden, og at vi i dag føler, at vi kan rykke vores morgentoilette med om bord på toget, skyldes sandsynligvis, at vi i dag både oplever et større tidspres og en øget individualisering, forklarer Lars Dencik.
Han peger dog på mobiltelefonen som en sandsynlig og meget væsentlig årsag til, at vi i dag i langt højere grad end tidligere føler os alene i det offentlige rum.
»Der er mange faktorer, der bidrager til, at samfundet har ændret sig lige netop sådan. Men det har nok en hel del at gøre med, at vi blandt andet i dag har teknologien til at tage vores privatliv med ud i det offentlige rum,« siger han.
Et andet eksempel på, hvordan vi har ændret adfærd og taget vores private goder med ud i offentligheden, er, når vi går i biografen.
Her er det nemlig særligt let at se, hvordan vi opfører os på en helt anden måde, end vi har kunnet tidligere, forklarer Lars Dencik.
»Her købes der popcorn, slik, chips og sodavand, og folk sidder flittigt og kommenterer filmen - præcis som man ville gøre hjemme i stuen. Der er mange ting, der har udviklet sig på den måde, og hvor vi helt enkelt har rykket normerne der efter,« siger Lars Dencik.
Også de sociale medier kan tilskrives en del af ansvaret for, at vores opførsel har ændret sig. Ifølge Thomas Ploug, der er professor og leder for Center for anvendt etik og videnskabsfilosofi ved Aalborg Universitet, ses der nemlig en tendens til, at den måde, vi opfører os på nettet og i virkelighedens offentlige rum, begynder at ligne hinanden.
Tidligere var en af de helt store forskelle på vores online opførsel og vores opførsel i virkeligheden nemlig, at vi langt hen ad vejen kunne være anonyme, når vi færdedes online. Men ifølge Thomas Ploug er den seneste udvikling på nettet, at vi langt oftere end tidligere lægger navn til de svadaer, vi flittigt sender ud i cyberspace.
»Og så minder det offentlige rum online jo om virkelighedens offentlige rum. På nettet er det helt tydeligt, at vores grænser har rykket sig. Der er en særligt hård tone, og forskning viser, at der kommer flere og flere trusler, og at mobning også er et omfattende fænomen online. Når vi kommer med den slags udfald online, og endda giver os selv til kende med dem, så er det også lettere at komme med dem i den virkelige verden. Derfor er der ingen tvivl om, at vores grænser rykker sig,« forklarer Thomas Ploug.
I Gallups undersøgelse svarer godt hver tiende - 11 procent - af os, at vi mener, at danskerne er blevet bedre til at træde til med en hjælpende hånd i det offentlige rum. Og det er der også god plads til, mener Tine Werborg, der er partner i den sociale bevægelse »Fucking Flink«. I 2010 startede Fucking Flink op som en bevægelse, hvor danskerne kunne dele deres gode oplevelser for at minde hinanden om glæden ved at give et medmenneske en kærlig hånd.
Siden da har gruppen, der i dag har rundet 173.000 følgere på Facebook, udviklet sig til en bevægelse, der blandt andet har samarbejdet med netop Facebook og DSB om at huske folk på deres sociale ansvar.
»Vi trænger til en øget bevidsthed om, hvordan vi er i ganske almindelig omgang med mennesker. I og for sig er vi jo flinke nok, men vi glemmer at bruge og vise vores flinkhed. Vi har adopteret en dårlig vane med at beklage os over hvad som helst; vejret, kantineordningen, supermarkedet. Vi er hele tiden kritiske, og vi skal passe godt på, at det ikke er det, der bliver vores fællesskab,« siger Tine Werborg.
Ved hjælp af historier fra danskernes hverdag, hvor man har oplevet en overraskende hjælpsomhed, videreformidler Fucking Flink de gode oplevelser, vi danskere har med hinanden. Og bare det, at der er behov for en bevægelse som Fucking Flink, ser folkene bag som en god indikator for, hvordan vi danskere egentlig opfører os i dag.
»Danskerne er jo kendt for social innovation gennem de sidste 150 år blandt andet med folkebevægelsen. Så vi er gode til bruge de mennesker, der ligner os og står tæt på os. Men det, der er nyt og anderledes for os, kaster vi os ikke bare over - vi ser tingene an. Sådan er vi vant til, at normen er blevet i Danmark. Og derfor synes vi, at det er vigtigt, at man øver sig i at håndtere de situationer, der kan opstå, som netop er nye for os,« siger Tine Werborg.
Også hos Det Kriminalpræventive Råd har man oplevet, at danskernes grænser har rykket sig. Og at vi har fået sværere ved at blande os i ting, selv om vi ikke synes, at de er i orden.
»Vi er blevet mindre tolerante over for folk, der viser en anderledes adfærd, og over for ting, vi synes, er generende eller forkerte, særligt hvis det er noget, der generer os selv. Men som folk er danskerne jo lidt reserverede, og vi er bange for at blande os i ting, som kan vise sig ikke at være noget,« siger Anna Karina Nickelsen, der er sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd.
Normerne er den måde, vi er blevet enige om, at man skal opføre sig på. Og det gør dem ifølge Lars Dencik svære for os at bryde, når der opstår uregelmæssigheder.
Eksempelvis er vi enige om, at en forælder ikke må ruske i sit skrigende barn.
I Gallups måling svarer 49 procent af befolkningen, at de ville gribe ind, hvis de så det ske i deres eget boligområde.
Men, når vi står i situationen i virkeligheden, lader vi os påvirke af gruppenormerne, forklarer Lars Dencik. Og det betyder altså ifølge flere videnskabelige forsøg, at vi sandsynligvis vil følge den norm, som omgivelserne har skabt i den konkrete situation.
»Det er et emne, der findes meget forskning omkring. Det kaldes bystander-effekten, og det betyder, at hvis vi ser noget ske, som en mor, der rusker sit barn, eller en der bliver slået, og vi er sammen med mange andre, der ikke gør noget, så gør vi det heller ikke. Er vi derimod alene, så vil folk som regel gøre alt muligt for at hjælpe, for så kan vi ikke skubbe ansvaret over på alle de andre, der heller ikke gjorde noget,« siger Lars Dencik.
Gennem Berlingskes sociale eksperimenter, der er ganske uvidenskabelige, har vi kunnet vise, at der ikke skal særligt meget til for at få danskerne til at vende hovedet, når noget ikke er, som det plejer.
Men at skulle skride til handling er ikke bare forbundet med en overvindelse af vores gruppenorm, der let påvirkes af folk omkring os. De vaner, vi har tillagt os online, har nemlig også betydning for vores årvågenhed, forklarer Thomas Ploug:
»Med nettet har vi fået en narcissistisk kultur - det handler om mig, mig, mig. Det handler om, hvordan jeg fremstår, og hvordan jeg iscenesætter mig selv. Det stærke fokus på selvet kan ikke undgå at påvirke vores blik for andre. Forskellen er, om man har fokus på, hvordan man fremtræder for et andet menneske, eller på at vise interesse for det andet menneske. Selvfølgelig viser vi stadig interesse for andre mennesker, men det synes som om, at vores fokus er forskudt lidt«.
