Danskerne vil bruge færre penge på julen i år, end vi gjorde sidste år, viser stor julehandelsanalyse. I gennemsnit regner vi med at give 10,9 gaver væk, som hver koster 237 kroner.

Selv om danskerne er blandt Europas største optimister, vil vi spare på julen i år. Tre ud af ti danskere mener, de har færre penge til rådighed til forbrug sammenlignet med sidste år, og konsekvensen bliver lidt færre gaver. Det viser Deloittes internationale julehandelsanalyse.

»Vi prioriterer benhårdt, hvad vores penge skal gå til, så at måle på gennemsnit er både godt og skidt, for tendensen er, at vi gerne vil have både luksus og lavpris. Forbrugerne vil have mere for pengene, så vi kigger efter de gode tilbud på standard-varerne for så at tillade os at købe luksus på andre tidspunkter,« siger partner Peter Mølkjær fra Deloitte.

Ifølge analysen bliver julegaverne i år en lille smule dyrere end sidste år, men samlet set bliver julebudgettet mindre.

I gennemsnit regner vi med at give 10,9 gaver væk, hvor hver gave koster 237 kroner. Sidste år gav vi i gennemsnit 11,7 gaver, som hver kostede 224 kroner. Den gennemsnitlige europæer regner med at give 9,1 julegaver og bruge 217 kroner per gave.

Af vores samlede julebudget vil 62 procent gå til gaver, 29 procent vil vi bruge på mad og 9 procent på sociale aktiviteter. Til sammenligning vil resten af Europa bruge færre penge på gaver og flere penge på mad og sociale aktiviteter.

»I Danmark går vi gerne i discount-butikker og køber julemaden, for her får vi virkelig gode varer til fornuftig pris. Det går ud over specialbutikkerne. Til gengæld bruger vi mere på gaver til vores nærmeste,« siger Peter Mølkjær.

Analysen baserer sig på 17.326 svar fra forbrugere i 17 lande, heraf 761 svar fra danske forbrugere.