Bondegården Hellevad Vandmølle vest for Rødekro har for eksempel firdoblet antallet af overnatninger de senere år.

Flere og flere danskere vil på bondegårdsferie i stedet for at tage flyveren til grisefest, fortæller Landsforeningen for landboturisme til erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarers netmagasin foodculture.dk.

At klappe køer, grise, lege i høet og være med til at malke er blevet en mere og mere populær måde at holde ferie på for danskere. Der findes ikke officielle tal på, hvor mange der tager på bondegårdsferie landet over, men Landsforeningen for Landboturisme er ikke i tvivl om tendensen. Den har foretaget en optælling af antal besøgende på deres egen hjemmeside, der viser en stigning på 16 pct. fra 1. april-1. august i år sammenlignet med samme periode sidste år.

- Feriefarme og oplevelsesferie passer bare godt ind til det, som folk gerne vil i øjeblikket. Tidligere gik folk efter en destination, men i dag går de snarere efter et behov for at komme ud at slappe af. Og så har der været en tendens til, at flere af de større landbrugsfarme har været et billigere alternativ for en familie end en charterferie sydpå. Derfor har familier valgt dette til i en tid, hvor eksempelvis hotel- og restaurantionsbranchen samtidig har oplevet en tilbagegang, siger Silke Lorenzen, der er sekretariatsleder hos Landsforeningen for Landboturisme til Foodculture.dk.

Syddanmark er ifølge Danmarks Statistik det sted i Danmark, hvor der er flest bedrifter med landboturisme - nærmere bestemt 133 gårde i 2010. En af disse er Hellevad Vandmølle vest for Rødekro, der begyndte at udbyde landboturisme for 14 år siden, og siden har udvidet kraftigt. De begyndte med fire lejligheder, men nåede i 2007 op på ni. Dermed er de også gået fra at have omtrent 1.000 overnatninger om året til 4.000 de senere år.

BNB