Danskerne afsætter gerne tid til at pleje deres privatøkonomi, og langt de fleste synes også, at den tid, de bruger på at afstemme saldoen, betale regninger og lægge næste måneds budget, er interessant, viser en ny måling.

Bankkontoen er oftest mest interessant netop nu, hvor den månedlige indtægt lige har taget ens konto med storm. Men efterhånden som dagene ebber ud, og summen er blevet tæret af madindkøb, nytteindkøb og impulsindkøb, er det måske knap så sjovt at logge ind på sin netbank.

På trods af, at det ikke altid er lige opmuntrende, så finder over halvdelen af danskerne den tid, de bruger på deres privatøkonomi, interessant. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Gallup har foretaget for Berlingske.

Her svarer 52 procent af de 1.063 adspurgte nemlig, at de mener, at den tid, de bruger på at afstemme økonomien, enten er overvejende eller meget interessant.

»Vi ved godt, at vi sælger vores tid for penge. Og derfor er det jo interessant for os at vide, hvor mange timer vi egentlig skal sælge os selv for at kunne bruge 1.000 kroner. Jeg tror, at det er grunden til, at mange finder det interessant at følge med i deres forbrug og deres økonomi,« siger livs- og økonomirådgiver Lone Eriksen, der har flere års erfaring i at rådgive danskerne om pengesager.

Ifølge Danmarks Statistik har den gennemsnitlige dansker anno 2014 en indkomst på 292.200 kroner om året, mens et gennemsnitligt par med to børn har en årlig indkomst på 879.500 kroner.

Men selv om pengene spiller en stor rolle i de fleste menneskers tilværelse, mener Lone Eriksen, at vi generelt går for lidt op i vores økonomi.

»Jeg ville ønske, at vi talte mere om økonomi både privat og i det offentlige rum. Vi lærer ikke om økonomi nogen steder, og jeg oplever, at der er en enorm berøringsangst over for penge og privatøkonomi, som også gør, at folk mangler indsigt. Der er for eksempel mange, der tror, de har en dårlig økonomi, uden at have det, simpelthen fordi de ikke har noget at holde deres økonomi op imod,« siger Lone Eriksen.

Hun mener, at det især er helt basal viden om, hvad et kreditforeningslån er, hvad renter betyder, og hvorfor det er vigtigt at have en pensionsopsparing, som mange danskere mangler. Ifølge Gallups måling bruger 42 procent af danskerne mellem ti minutter og en halv time på deres privatøkonomi om ugen. Og det, mener næsten halvdelen af de adspurgte, er mere end den tid, deres partner bruger på økonomien.

Men skævvridningen er ikke ualmindelig, understreger Lone Eriksen, der i sin rådgivningspraksis ofte oplever, at en af parterne i de danske parforhold har taget kontrollen over kontoen, regningerne og budgetterne.

»Det er ofte sådan, at der er en af parterne i forholdet, der har interesse for økonomi, og som derfor varetager den. Det bliver et problem, hvis ingen i forholdet varetager økonomien. Specielt kvinder går for lidt op i deres økonomi, og hvis ingen tager sig af økonomien, bliver den til en bombe, der bliver mere og mere klar til antændelse,« siger Lone Eriksen.

Hun mener specielt, at fordelingen af økonomien, så det er den ene part, der alene klarer pengesagerne, er uholdbar, hvis der skulle ske noget uventet.

»Hvis ens partner pludselig falder død om, eller man bliver skilt, så sidder man altså tilbage uden at ane noget om økonomi, og så er man rigtig dårligt stillet. Så det er en god idé at sætte sig lidt ind i det og finde noget interesse for det,« siger Lone Eriksen.