To ud af tre danskere vil spare op eller betale af på gælden, hvis de pludselig får 200.000 kroner mellem hænderne. Det viser en ny Gallup-undersøgelse.

Skulle der pludselig tikke 200.000 kroner ind på bankkontoen, vil et flertal af danskerne ikke fyre dem af på hverken fede rejser eller nye biler.

En ny Gallup-undersøgelse gennemført for Nordea viser, at to ud af tre vil placere pengene i banken, investere i aktier eller afdrage gæld. Det skriver Politiken mandag.

Ifølge forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea er undersøgelsen et udtryk for, at danskerne sætter økonomisk tryghed over forbrug. Det er noget, vi har lært af finanskrisen, lyder hendes forklaring.

»Selv om finanskrisen er overstået, er den ikke så langt væk. Mange har lært rigtig meget af den og tænker, at hvis de får en engangssum i hånden nu og her, så skal den bruges fornuftigt - for eksempel på at nedbringe gælden eller spare op - frem for at tage på en dyr rejse eller købe nye møbler,« siger Ann Lehmann Erichsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun hæfter sig desuden ved, at en del danskere vil tænke i langsigtede investeringer i en billigere hverdag, hvis de modtog en uventet økonomisk håndsrækning på 200.000 kroner.

»Det overrasker mig, at lidt mere end hver tiende vil bruge pengene på fornuftigt forbrug, hvor man investerer i en besparelse. Det kan være, at man køber et solcelleanlæg, isolerer sit hus eller investerer i en bil, der kører langt på literen. Det er altså ikke bare forbrug, hvor pengene så at sige forsvinder. Der er tale om en langsigtet investering i at gøre hverdagen lidt billigere,« siger Ann Lehmann Erichsen.