- Jeg er ikke kandidat.

Sådan har det igen og igen lydt fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), når hun er blevet spurgt ind til de ledige topposter i EU.

Men selv om den 47-årige statsminister altså i flere måneder har erklæret, at hun fortsat ønsker at være statsminister i Danmark, så viser en Megafon-måling foretaget for TV2 og Politiken, at 72 procent af de adspurgte mener, at hun skal sige ja, hvis hun får tilbudt jobbet som EU-præsident.

Det skriver TV2.dk.

Ifølge målingen er 15 procent af de adspurgte uenige/meget uenige i, at Helle Thorning-Schmidt skal tage EU-jobbet og dermed træde tilbage som statsminister. 13 procent svarer 'hverken/eller' eller 'ved ikke'.

Ifølge TV2.dk er der også blandt de vælgere, der stemte på Socialdemokraterne ved det seneste valg et flertal på 69 procent, der mener, at hun skal sige ja til topjobbet i EU. Målingen viser desuden, at der er flertal inden for alle vælgergrupper.

Om Helle Thorning-Schmidt bliver ny EU-præsident bliver afgjort på topmødet i Bruxelles lørdag. Mødet begynder klokken 17, men der er ikke sat et sluttidspunkt på dagsordenen.

Flere danske og internationale medier har de seneste måneder nævnt den danske statsminister som mulig kandidat, men i løbet af de seneste dage er hun tilsyneladende blevet overhalet som favorit af polske Donald Tusk.

Megafon-målingen for TV2 og Politiken er foretaget i perioden fra 25.- 27. august blandt 1007 respondenter.