Vi står i hver vores verden og venter på bussen, sidder hver for sig uden at tale sammen i toget, og de færreste taler specielt meget med naboerne.

Danskerne kan virke aflukkede og være svære at komme ind på, fortæller Søndagsavisens udlændingepanel, der består af otte mennesker, som kommer fra andre lande, men alle har boet i Danmark i en årrække.

Det skriver Søndagsavisen.

»Jeg stod en gang i en time og ventede på en forsinket bus. Ingen talte sammen. I England havde alle talt sammen i den situation. Hvis man får øjenkontakt med folk på gaden, kigger de ofte væk, og hvis jeg begynder at tale til nogen, får jeg en fornemmelse af, at de synes, jeg er mærkelig,« fortæller 47-årige Tracy Barrington fra England, der har boet i Danmark i 23 år, til Søndagsavisen.

Ifølge livstilsekspert Henrik Byager er udlændingepanelet stødt på et gennemgående, dansk karaktertræk.

»Uformelle møder med mennesker, vi ikke lige er sikre på, hvad er for nogen, er vi meget, meget forsigtige med. En, vi ikke har mødt, er ikke nødvendigvis en ven, tænker mange. Men når man endelig kommer igennem den jernring, vi har omkring os, er danskerne nogle af de mest sociale og åbne mennesker,« siger Henrik Byager.

Også danskernes generelle mangel på viden om og kontakt med naboerne, er noget, som mange udlændinge bemærker.

»I Irak er det mere almindeligt, at man kender alle, der bor på ens vej, og taler med dem om forskellige ting. Mange af dem i min bebyggelse i Danmark har jeg kun talt med om ting, der vedrører lejligheden eller åbningstiderne i det lokale supermarked,« siger 46-årige Naseer Fattah Mohammed fra Irak, der har boet i Danmark i 16 år.

Den manglende intimitet med naboerne skyldes ofte, at vi har mange af dem gennem livet, forklarer Johannes Andersen, sociolog på Aalborg Universitet.

»Naboer kommer og går, og der er måske ikke så stor stabilitet, som der er i andre lande. Vi nedprioriterer det lidt, fordi det er krævende at være opsøgende og udadvendt, og vi har generelt nok at se til forvejen. Vi er et meget travlt folkefærd,« siger han.