Skal vi selv kunne bestemme over døden? Bt.dk's læsere bakker op om uhelbredeligt syge Jane Hoffmann, der har valgt at rejse til Schweiz for at tage sit eget liv.

Der er ingen tvivl om, at en beslutning som den, 53-årige Jane Hoffmann har truffet, kræver mod. Hun har besluttet at ende sit liv, før nervecellesygdommen ALS tager hendes førlighed. Og værdighed, som hun selv siger.

Ikke desto mindre er assisteret selvmord og aktiv dødshjælp nogle enormt svære størrelser at forholde sig til. For skal man have retten til at vælge livet fra, hvis man er syg og ikke længere ønsker at leve? Eller skal man acceptere livets gang og lade døden indtræffe, når den nu engang indtræffer?

I Danmark er hverken aktiv dødshjælp, hvor en læge hjælper med at fremskynde døden, eller assisteret selvmord, hvor man får hjælp til at skaffe dødbringende medicin, lovligt. Det er det til gengæld i flere europæiske lande og amerikanske stater. Og kigger man på meningsmålingerne, kalder danskerne på en lovændring.

71 procent af befolkningen ønsker - i modsætning til danske politikere og Etisk Råd - lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark.

Sidst bt.dk skrev om Jane Hoffmann, svarede 36.351 læsere på spørgsmålet om, hvorvidt hendes beslutning var forståelig. 31.729 svarede ja. Den 9. januar bakker BTs læsere ligeledes op og sender hende varme hilsner. Flere mener, at aktiv dødshjælp og assisteret selvmord burde være lovligt i Danmark.

Tina Ransborg: Flot, modig og meget forståelig beslutning du har taget Jane, men hvor er det sørgeligt, at du skal til udlandet for, at få hjælp. Masser af tanker til din familie.

Lene Andersen: Sikken et mod du har Jane. Håber det er den rigtige beslutning du har taget og at din familie respekterer det. Hvil i fred med mine varmeste tanker til dig og dine kære.

Birgit Pedersen: Jane - det er så fin en beslutning du har taget. Jeg ønsker dig en rigtig god sidste rejse og sender varme tanker til din familie, som åbenlyst bakker dig op. Det er stærkt gået af både dig og din familie. Må du hvile i fred.....

Malene Danø: Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor umådeligt svært det må have været at nå frem til den beslutning. Men jeg kan så godt forstå dig... Må du hvile i fred, og blive en stor lysende stjerne på himlen. Mine tanker går til dine kære.

Birgit Andersen: Da min egen mor døde sad jeg i de sidste dage ved hendes sygeseng og ønskede jeg havde mod til at hjælpe hende videre ved et par ekstra tryk på den maskine der jævnligt sprøjtede medicin ind i hendes efterhånden livløse krop...så jeg synes dit valg om SELV at bestemme tidspunktet hvor du tager herfra er både smuk og stærk. Stor, stor respekt herfra!! Ønsker dig alt det bedste på din videre rejse, og til familien min dybeste medfølelse i den svære tid.

Tøsen Tosset: Urimeligt at Jane og familien er nød til at tage til Schweiz for at få hjælp!!! Forstår din beslutning... R.I.P varme tanker til dig og din familie... Himlen får endnu en stjerne i dag. Og til alle os andre herhjemme. Lad os kæmpe for at vi herhjemme kan få lov til at vælge at dø med vores værdighed i behold, uden at vi er nød til at skal rejse udenlands.