Forfatter og integrationsrådgiver Mohammad Rafiq gør sig ingen illusioner ovenpå TV2s afsløring af såkaldte sharia-råd i danske moskéer. Selvom Fredens Moské i Aarhus har nedlagt sit sharia-råd ovenpå afsløringerne, mener Mohammad Rafiq, at parallelsamfundene fungerer i bedste velgående rundt om i hele landet.

»Det er blevet værre og værre over de seneste fem år. De korrupte imamer og salafister kan smadre landet på få år,« siger Mohammad Rafiq til BT.

Det har ført til en intens og ophedet debat på BTs Facebook-side, hvor flere hundrede har givet deres mening til kende.

Det store flertal mener, at vi har været alt for eftergivende overfor de ekstremistiske elementer. Mange mener kun, at en mere begrænset indvandring til Danmark vil kunne løse problemet fremadrettet.

»Så stop dem, i stedet for at give dem i pose og sæk! De ved lige, hvordan de skal snøre det danske samfund. Vi pylrer for meget om dem. Jeg forstår godt, hvorfor der havner så mange 'flygtninge' i dk lige nu! De er vel kaldt herop, for at de kan blive flere og større! Glistrup havde sgu ret!,« skriver Louise Marie Lauridsen.

Hendes kommentar har i skrivende stund fået 234 'synes godt om'-tilkendegivelser, hvilket er klart flest blandt kommentarerne til opslaget.

Klip-og-klistre dokumentarer

Debatten raser blandt danskerne, efter at TV2 med skjulte optagelser kan dokumentere, hvordan et sharia-råd bestående af ledende personer med tilknytning til Fredens Moske, afgør, om muslimske par kan blive islamisk skilt.

I Fredens Moské i Aarhus bliver en kvinde, der fungerer som muldvarp for TV2, fortalt, at hun ikke kan få en skilsmisse fra sin mand, selvom han vil have flere koner. En praksis, som ifølge ​Mohammad Rafiq er helt normal i de muslimske parallelsamfund, som eksisterer i flere store danske byer.

Langt de fleste af BTs brugere er rasende over afsløringerne af sharia-rådets domsfældelser udenom dansk retspraksis, men der er også enkelte, som mener, det bliver skreget op til meget mere, end det i virkeligheden er.

»Jeg er træt af at vi hele tiden skal se og høre på klip-og-klistre dokumentarer og artikler, der er manipulerer med folks hjerner. Fat det nu; sharia som lov kan ikke indføres i Danmark. Folk har religionsfrihed og ytringsfrihed til at fortælle andre om deres religion, så meget som de vil,« skriver Asem Fouad Said Mansour.

52 'likes' viser, at han ikke står helt alene med det standpunkt.

Vi skal ikke vænne os til noget som helst

Asem Fouad Said Mansour argumenterer videre, at Danmark og resten af den vestlige verden i stedet for at fokusere på sharia-råd og ekstremistiske muslimske mindretal, burde diskutere, hvorfor alkohol og pornografi er accepteret.

Det får mange til at kaste sig ud i en ophedet debat med den danske muslim, som fra flere sider får at vide, at han har værsgo at acceptere vores kultur og levevis - eller finde sig et andet land at bosætte sig i.

»Vi skal ikke vænne os til noget som helst, men derimod kæmpe for vores rettigheder, kultur og traditioner,« skriver Edel Christel Borkfelt Kristensen.

Tredje afsnit af TV2s dokumentarserie 'Moskeerne bag sløret' bliver vist tirsdag aften.