Debatten om barnebrude raser netop nu på BTs Facebook-side, hvor brugerne er dybt uenige med talsmanden for Grimhøj-moskéen Oussama El-Saadi, som overfor MetroXpress giver udtryk for, at Danmark bør forstå og acceptere, at asylansøgerne kommer fra en anden kultur.

»Nej... Dansk jord - danske regler. Skal vi så også tage til Saudi Arabien og begynde at producere alkohol, fordi det er sådan vi gør i Danmark?,« spørger Jesper Schou Christensen i en kommentar, der i skrivende stund har fået over 600 'synes godt om'-tilkendegivelser - flest af alle kommentarer i den heftige debat.

Integrationsminister Inger Støjberg vil have Udlændingeservice til at sørge for, at ingen asylansøgere under 18 år må bo sammen med deres ægtefælle eller samlever, og det synes Oussama El-Saadi er urimeligt.

»Man skal kigge på sagerne fra forskellige vinkler. Det er en ekstraordinær humanitær situation, og jeg synes, man skal passe på de her familier. De er jo gift, og selv om manden er dobbelt så gammel, så har de opbygget en familie. Vi er nødt til at acceptere, at det er en anden kultur, og vi ikke kan ødelægge familielivet,« sagde talsmanden til metroXpress.

Læs også: Sådan reagerer folk, da de ser den 12-årige barnebrud

Mere end 600 danskere har kommenteret BTs artikel på Facebook, og så godt som alle tager skarpt afstand fra Oussama El-Saadis synspunkt.

»Nej, vel skal vi ej! Hvis vi skulle godtage og acceptere alt dét, der er kulturelt accepteret/normalt i andre dele af verden, så skulle vi måske også acceptere 'stening', 'omskæring af småpiger', etc? At en voksen mand kan finde det normalt at gifte sig og have sexuel omgang med en 13-årig - de her involverede piger er jo bl.a. gravide piger på 14 - er i vor kultur sygt og helt uacceptabelt. Vi kalder det pædofili. Det skal stoppes,« skriver Helle Sørensen.

Debatten begyndte at rulle, da det kom frem, at en norsk barnebrud på 14 år ventede sit andet barn med en 23-årig flygtning. Kort efter kom det frem, at der her i Danmark er 27 barnebrude på asylcentrene netop nu. Blandt andet to 14-årige piger, der er kommet til landet med deres ægtefæller på 28 og 24 år. Den ene af pigerne er gravid. Otte af barnebrudene er enten gravide eller mødre, fortæller metroxpress.

Mange brugere understreger, at der skal være plads til asylansøgernes kultur, selvom den er markant anderledes end vores - men kun i det omfang at dansk lov overholdes.

»Fandme nej om vi skal acceptere det (barnebrude, red)! Jeg går meget op i der skal være plads til alle, og vi skal have en forståelse for andres kultur! Men når det kommer til noget så sygt og forskruet, står jeg helt af,« skriver Sandra Reimer.

Enkelte muslimer deltager også i debatten. Luan Frank Krasniqi beskriver sig selv som værende 'stolt' af sin religion. Han ærgrer sig over, at personer med synspunkter som Oussama El-Saadis får så meget opmærksomhed i de danske medier - herunder BT.

»Jeg ved stadigvæk ikke hvorfor denne herre er i landet. Typer som ham er med til at ødelægge det for os andre. Og det værste er at medierne giver ham den opmærksomhed, han har brug for at få sine ideer ud til folk. Pludselig er han en ambassadør for Islam her i DK. Og jeg skal så ses med negative briller, fordi ham her idioten vil spille klog,« skriver Luan Frank Krasniqi.

Over 100 har 'liket' kommentaren, og mange roser ham for at gøre opmærksom på, at Oussama El-Saadi og Grimhøj-moskéen så langt fra repræsenterer alle danske muslimer. Flere savner dog også, at moderate muslimer gør som Luan Frank Krasniqi og siger fra, når radikale enkeltpersoner eller grupper fremfører deres holdninger offentligt.