Trods bestræbelserne på at få os til at bruge flere penge, vælger vi i stedet at spare op. Danmark er det OECD-land, hvor privatforbruget er bremset mest op.

Danmark risikerer at blive kendt som det nye Skotland, når det handler om lysten til at sy penge i madrassen frem for at kaste dem efter nye biler, fladskærme og babykluns.

Trods skattelettelser, SP-penge og relativ lav ledighed ligger andelen af de danske husholdningers indkomst, som bliver stående på bankbogen eller pensionsordningen, på næsten 14 procent - hvilket er det højeste niveau siden Poul Schlüters kartoffelkur i 1986.

Det viser en ny opgørelse fra finansministeriet, der samtidig peger på, at Danmark er det OECD-land, hvor privatforbruget er bremset allermest op i kølvandet på den økonomiske krise, skriver dagbladet Børsen.

- Der pumpes for øjeblikket en masse stimulanser ud for at få danskerne til at løfte privatforbruget og dermed sætte gang i aktiviteten. Men det nytter ikke så meget lige nu og her, så længe at danskerne vælger at bruge pengene på at betale afdrag på deres boliglån og anden gæld, siger cheføkonom i Handelsbanken, Jes Asmussen til avisen.

Også hos økonomerne i Danske Bank har man indtil videre set forgæves efter resultaterne af VK-regeringens forbrugerorienterede krisestrategi.

- Vi finder det lidt besynderligt. Ikke så meget at folk gerne vil spare mere op. Men mere, at vi indtil videre slet ikke har set nogen effekt af det voksende rådighedsbeløb, som de danske husholdninger har fået i år, og har udsigt til næste år, siger privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen til Børsen.

/ritzau/