Danskerne giver brugte julegaver

Den Blå Avis melder om markant stigende handel i måneden op til jul. Det er især designermøbler, der er et hit som brugte julegaver.

Når danskerne i år åbner pakker juleaften, vil et rekordstort antal gaver være brugte. Det anslår Den Blå Avis og banken Spar Nord, der i en ny undersøgelse konstaterer, at handlen med brugte varer er steget markant i den forgangne måned.

Tophittet blandt de brugte julegaver er designermøbler. Siden midten af november er salget af dyre møbler i Den Blå Avis steget med 63 procent. Avisen har ligeledes oplevet en boomende handel med legetøj og spil samt accessories og smykker.

- Inden for de seneste få år har vi set, at det er blevet acceptabelt og endda populært at lægge brugte julegaver under træet. Mens handelen med varer som cykler og biltilbehør falder i juleperioden, kan vi omvendt se en markant stigning i handlen med varer som designermøbler, accessories og legetøj, der i år er højere end nogensinde, siger kommunikationschef Simon Karsø fra Den Blå Avis.

Ifølge cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord er handlen med brugte varer steget i omfang under den økonomiske krise. Alene i år ventes den samlede omsætning på brugtmarkedet at ligge et stykke over 100 milliarder kroner.

- Udviklingen hænger naturligvis sammen med vores generelle sparehumør. Men det skyldes formentlig også, at mange gerne vil vise politisk korrekt forbrugeradfærd ved at genbruge – også når det gælder julegaverne, siger cheføkonomen.

De seneste to år er brugtvarehandlen vokset med op til 30 procent. Til sammenligning er detailsalget faldet med omkring fem procent i samme periode.