Forhandlerne melder om eksplosivt stigende salg af e-cigaretter, der erstatter tobaksrøg med damp. Men cigaretterne er ulovlige at sælge i Danmark, og vi ved stadig intet om dampens konsekvenser, lyder advarslen.

Der dampes løs som aldrig før i de danske hjem. Ifølge forhandlerne af elektroniske cigaretter har danskerne for alvor fået øjnene op for alternativet til tobaksrøg.

Berlingske Nyhedsbureau har været i kontakt med en række indehavere af hjemmesider, der sælger de elektroniske cigaretter, e-cigaretter, og alle melder om markant fremgang. Det seneste år har budt på en eksplosiv vækst på markedet, lyder meldingen.

- Der er virkelig fart på i øjeblikket. Vi har været med siden 2010, og den seneste måneds omsætning er cirka tidoblet i forhold til første måned, fortæller Esben Siersted Schaarup, der driver hjemmesiden din-ecigaret.dk.

Hos dampshop.dk forventer indehaver Morten Paulsen at omsætte for en million kroner i løbet af september. Han åbnede sin forretning i maj og får nu mellem 80 og 100 bestillinger hver dag.

- Det er gået sindssygt stærkt. Jeg startede det som et fritidsprojekt, men jeg er blevet nødt til at ansætte fire medarbejdere. Vi kæmper for at følge med efterspørgslen, fortæller han.

Den moderne e-cigaret har kun været på det danske marked i fire-fem år. Den indeholder en væske, der opvarmes, så brugeren kan »ryge« damp. Væskens vigtigste ingrediens er nikotin, og dermed kan e-cigaretten bruges som erstatning for almindelige cigaretter eller som hjælp til rygestop.

Men nikotinen betyder også, at cigaretten er ulovlig at sælge i Danmark, fortæller jurist Matilde Kyst Behrens fra Sundhedsstyrelsen.

- Elektroniske cigaretter karakteriseres som et ulovligt lægemiddel, når de indholder nikotin, forklarer hun.

Hvis man vil forhandle et lægemiddel i Danmark, kræver det en godkendelse af produktet. Men der findes ingen officielle undersøgelser af e-cigaretternes kort- eller langvarige effekter på brugerne, så derfor anbefaler en række sundhedsorganisationer, heriblandt Kræftens Bekæmpelse, at man holder sig langt væk fra de dampende smøger.

- Vi arbejder for at forebygge kræft, så vi kan ikke sige god for et produkt, der ikke er undersøgt. Vi aner ikke, om det er skadeligt at hive de her partikler ned i lungerne. Selv om stofferne ikke er giftige at spise, er det ikke ensbetydende med, at de er ufarlige at inhalere, siger overlæge Inge Haunstrup Clemmensen.

Hun vil heller ikke råde storrygere til at bruge e-cigaretterne som afvænningsmetode.

- Jeg kan som ansvarlig læge ikke sige, at det er i orden at trække noget ned i sine lunger. Desuden holder de fleste jo op med at ryge uden at bruge hjælpemidler, siger Inge Haunstrup Clemmensen.

Sundhedsstyrelsen har på nuværende tidspunkt ingen ansøgninger om godkendelse af nikotinholdige e-cigaretter, men forhandlerne er ikke afvisende over for en undersøgelse.

- Det er rigtigt, at der sælges mange ting, som ikke er testet, så jeg kan godt acceptere, at der kommer en regulering på markedet, siger Morten Paulsen fra dampshop.dk, der er baseret i Sverige, hvor reglerne er mere lempelige.

Han forventer, at en godkendelse vil kunne booste salget.

- Der er mange, der er tilbageholdende over for e-cigaretter. Det kan jeg godt forstå, når man ikke ved, hvordan kroppen vil reagere på længere sigt, så lad os bare få nogle undersøgelser.