Det er ikke kun økonomisk og kulturelt, det er gået tilbage for Danmark som landbrugssamfund.
Danskerne er også i fuld gang med at afvikle de efternavne, som går tilbage til 1800-tallets bønder. Det vil sige navne, som begynder med et af datidens mest udbredte mandsnavne som Jens, Niels eller Hans og ender på -sen.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik fik 40.000 danskere nyt efternavn i 2016, og heraf skiftede 16.424 et sen-navn ud med et navn, der ikke ender på -sen, mens kun 5747 enten ved giftermål eller af andre årsager skiftede til et sen-navn.
Mens danskere med de 152 hyppigste sen-navne i 1971 udgjorde mere end to tredjedele af befolkningen, er andelen af danskere med sen-navne nu faldet til under halvdelen. Helt præcis 2.741.004 danskere eller 48 procent har ifølge Danmarks Statistik pr. 1. januar 2017 et efternavn, der slutter på -sen.
»De hyppigste sen-navne falder hurtigere i andel end de knap så hyppige. Det anses ikke for hensigtsmæssigt i tiden at have et navn, som er så udbredt, at det ikke er individuelt udpegende. Hele formålet med et navn er jo, at vi skal vide, hvilken person vi snakker om, men den funktion falder jo væk, hvis der er alt for mange, der hedder det samme,« forklarer Birgit Eggert, lektor og forsker ved afdelingen for navneforskning under Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet.
Hun oplyser, at sen-efternavnene har været dominerende i Danmark, siden befolkningen i begyndelsen af 1800-tallet blev påbudt at tage faste efternavne. Det var dengang frit for borgere, om de som efternavn ville tage deres fars navn efterfulgt af -sen eller deres kaldenavn.
Det kunne for eksempel være efternavne dannet af en profession, for eksempel Smed, deres hjemby eller et øgenavn som Krøl, hvis personen havde krøllet hår.
Men Birgit Eggert konstaterer, at 80 procent af befolkningen valgte et af bondebefolkningens 10 hyppigste mandsnavne efterfulgt af -sen.
