Det regnfulde juni-vejr får danskerne til at bestille sikre sol-ferier. Spies og Star Tour sælger langt flere rejser end normalt.

Rejseselskaber som Spies og Star Tour har travlt som aldrig før. Spies har solgt 33 procent flere rejser end på samme tidspunkt sidste år.

- Når meteorologer går på tv og siger, at sommeren tidligst kommer til august, går familien Danmark nærmest i panik. Vi kan se, at det især er børnefamilier, der er helt oppe at køre. Sidste sommer bød også på dårligt vejr, og nu vil mor og far ikke risikere en ny sommer, hvor børnene ikke får sol og varme, siger Spies’ kommunikationschef, Torben Andersen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Mandag solgte Spies rejser for 6.250 kroner i minuttet i døgnets 24 timer.

- Vores tirsdag var faktisk endnu bedre, siger Torben Andersen og fortæller, at Spies i disse dage sælger rejser for cirka ni millioner kroner om dagen.

Samme toner lyder fra Star Tour:

- Folk står på nakken af hinanden for at få fat på en rejse til solen. Regn, blæst og lave temperaturer betyder, at Star Tour har solgt 30 procent flere rejser de seneste uger i forhold til samme periode sidste år, siger salgsdirektør Stig Elling.

Hos Spies mærker man en stor interesse for All Inclusive-rejser. For fem år siden var fem procent af de rejser, selskabet solgte, All Inclusive - i dag er det hele 40 procent.

- Det er især børnefamilierne, der køber All Inclusive. Når de køber denne form for rejse, har de ikke ret mange andre udgifter i forbindelse med rejsen, og det tiltaler dem, siger Torben Andersen og fortæller, at de mest populære destinationer er Mallorca og Tyrkiet.

Hos Star Tour er der især rift om familierejser til Tunesien, Bulgarien og Tyrkiet.

Ifølge DMI vil det regnfulde vejr præge de kommende uger.