Mange danskere venter i gennemsnit ni måneder på en afgørelse fra Ankestyrelsen. Det sker til trods for, at systemet sidste år blev forenklet.

Til trods for, at det danske ankesystem sidste år blev omstruktureret og forenklet, så venter tusindvis af danskere i gennemsnit ni måneder på at få svar i deres sag hos Ankestyrelsen. Det skriver Politiken.

Et af målene med den nye struktur var en kortere sagsbehandlingstid i klagesagerne, der blandt andet omfatter afslag på førtidspension eller ansøgninger til hjælpemidler for handikappede. Men ventetiden er i stedet stegt, og i visse tilfælde har nogle ventet op til et år, skriver Politiken.

Rigsrevisionen kritiserer i en beretning sagen.

»Som klager har man krav på, at der træffes en afgørelse inden for en rimelig tidsfrist, og når sagsbehandlingstiden for visse sager er oppe på omkring et år, er det simpelthen ikke rimeligt længere,« siger Bettina Jakobsen, afdelingschef i Rigsrevisionen, til Politiken.

Rigsrevisionen har set på ankesystemet i flere år, da der også før ændringerne sidste år var problemer med lange sagsbehandlingstider. Da var ventetiden på omkring et halvt år - langt fra målet på tre måneder.

Ankestyrelsen overtog med reformen i juli overtog 17.000 klagesager. Siden er andelen af sager, som var et år gamle eller mere, ifølge Rigsrevisionen steget fra én procent til knap syv procent i marts i år.

»Vi havde forventet, at det ville blive bedre, men faktisk er det blevet meget værre,« siger Bettina Jakobsen.

Ankestyrelsens styrelseschef, Thorkil Juul, erkender over for Politiken, at sagsbehandlingstiderne er utilfredsstillende. Men han forklarer samtidig, at en taskforce har set på et stort antal sager, og at sagerne, som styrelsen overtog med reformen, nu er afsluttet.