I hele uge 33 har man kunnet benytte sig af et all you can eat-tilbud hos den populære fastfoodkæde Sunset Boulevard.

Tilbuddet lyder, at man for 99 kroner kan spise alle de burgere og pommes frites samt indtage alle de drikkevarer, man kan inden for en time. Der bliver lagt vægt på, at tilbuddet gælder tre forskellige burgere, og man må bestille en menu af gangen.

Onsdag middag har omkring 4000 brugere på Facebook kommenteret opslaget, hvor Sunset Boulevard har reklameret med tilbuddet. Her giver nogle udtryk for bekymring i forhold til, hvor meget man reelt set kan nå at få serveret.

'Jeg tænker bare, "hvad så hvis i ikke kan følge med?" I er jo ikke ligefrem verdens hurtigste til, at lange maden over disken. Ment i den forstand at der kan være super lang kø pga tilbuddet og så når man kun ar bestille et meal? er det i lidt bondefangeri?,' skriver en bruger på Facebook.

Andre har samme bekymring og kalder det bl.a. 'det rene fup':

'Hvad hjælper dette fine koncept når der er underbemandet og der går længe før man får sin mad så er det jo det rene fup,' skriver en anden bruger.



Sunset Boulevard har dog været aktive på Facebook og svarer bl.a.:

'Vi løber så stærkt vi kan, men stadig i et tempo, således vi kan sikrer kvaliteten er i orden. Hvis du oplever en unormal lang ventetid, er du altid velkommen til at sende os en mail. Så finder vi ud af noget.'

Men hvad betyder det i praksis? Og hvor meget kan man egentlig forvente at nå at få indenbords? BT har forsøgt at få Sunset Boulevard til at svare på netop det.

»Det skal selvfølgelig gå hurtigt. Når det er sagt, er vi lidt anderledes end konkurrenterne, fordi vi laver maden frisk efter bestilling. Så selvom vi kører all you can eat, så ligger maden ikke og venter på vores gæster. Men der er selvfølgelig lidt ventetid,« siger salg- og marketingsdirektør Jens Broch og fortsætter:

»Vi har kørt det her to gange, og vi har fået ganske få klager. Dem vi har fået, har vi så håndteret. Vi gør os umage på for at servere et frisklavet måltid hurtigt,« siger han.



Salgs- og marketingsdirektøren fortæller, at deres all you can eat-tilbud er blevet taget godt imod af gæsterne, men man skal ikke regne med, at det bliver en fast del af menuen hos Sunset Boulevard.

»Jeg har ikke et eksakt antal på, hvor mange der har benyttet sig af det, men vi har haft en god respons på det. Vi er glade for, at folk har fået øjnene op for vores weekdeals, der i denne uge har været all you can eat,« siger han.