Det er væltet ind med henvendelser fra sure og fortvivlede danskere, der formentlig skal betale to gange for deres hotelophold, efter det britiske rejsebureau Lowcostholidays er gået konkurs.

Mandag talte BT med Amalie Olsen, der for otte måneder siden bestilte en ferie til Malta med sin familie. De kommer formentlig til at betale dobbelt så meget for ferien.

Siden hen har mange danskere henvendt sig med lignende historier, hvor det lyder, at de alle står til at miste femcifrede beløb.

Eksempelvis skriver Mikkel Olsen, at han havde givet kæresten en rejse i fødselsdagsgave. I samme ombæring bestiller han transport til og fra lufthavnen. Der er intet, som tyder på, at der er noget galt.

»Dagen efter lukker det her firma. Så på dagen, hvor vi skal rejse rejse, bliver jeg først nødt til at bestille ny transport fra lufthavn til hotel, hvorefter jeg også blev nødt til at betale for hotellet igen.«

Forståeligt nok Mikkel Olsen ikke særligt glad for situatinoen.

»Jeg er godt nok rasende, hvilket jeg slet ikke har lyst til på min ferie. Jeg synes, det er så frækt det her... Og jeg vil meget gerne kræve mine penge tilbage, problemet er jo bare at hverken mail, hjemmeside, eller telefon nummer virker. Det er mange penge, det handler om, så håber der er en, der er i kontakt med dette forfærdelige firma, som kan hjælpe mig med, hvordan jeg får mine penge igen, for det kan sgu ikke være rigtigt, de kan slippe af med alt dette! Og jeg ved der er mange andre derude, som er lige så sur som jeg. Jeg føler med jer, og håber ikke det her skod firma helt har ødelagt jeres tur!«

Det er dog ikke alle, der har råd til at betale to gange hotelophold.

»Vi er en familie på 4 som skulle afsted d. 27 aug. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle min søn på 5 år, at vi ikke kommer afsted til stranden. Det er meget trist. Vi havde glædet os meget. Vi skulle have været afsted i to uger,« skriver Mihai Marinescu til BT.

Lowcostholidays ferie kunne danskerne blandt andet søge frem på hotel-hjemmesiden Trivago, som mange danskere bruger.

»Vi er desværre to par, der mister vores penge grundet ovenstående konkurs. Vi købte rejsen for lidt over en uge siden, og nu er de konkurs - skidt skidt. Har lige talt med flyselskabet og de billetter er heldigvis intakt, så nu skal vi finde et hotel og betale for det igen, hvilket ikke er ret sjovt når pengene er små,« skriver Anette Sørensen.

Brug internationalt kreditkort
BT talte mandag med Forbrugerrådet TÆNK om danskernes situation, og hvad de kan gøre for at få deres penge igen. Der er desværre ikke meget at gøre, hvis man har betalt med sit dankort.

Først og fremmest oplyser vicedirektør Vagn Jelsøe, at forbrugerne er langt nede i køen, når det gælder om at få penge udbetalt fra et konkursbo i udlandet.

»Den generelle konkursdækning er ikke god for forbrugerne. Principielt skal man anmelde et krav til kuratoren. Men der kan gå lang tid, før man får et svar.«

Ifølge Vagn Jelsøe er der størst sandsynlighed for, at du får dine penge tilbage, hvis du har betalt din rejse med et internationalt kreditkort.

»Internationale kreditkortselskaber giver stort set altid en konkursdækning. Det gælder ved flybilletter, koncerter, rejser osv,« siger han.

Vagn Jelsøe gør dog opmærksom på, at der som regel er et relativt højt gebyr, når man betaler med et internationalt kreditkort på omkring 1,75 procent. Men han anbefaler alligevel, at man betaler med et internationalt kreditkort, hvis man bestiller sin rejse gennem et udenlandsk rejsebureau.

Det sidste råd, han har, er, at man skal holde sig til selskaber, der er registreret i Rejsegarantifonden - hvilket som regel er danske rejsebureauer. Hvis du booker din rejse gennem et dansk rejseselskab, kan du læse mere om, hvad du skal gøre ved en konkurserklæring ved at klikke her.